Bilen Renovering

Hvilken bil?

Efter at have besluttet os for at vi ville have vores egen 4×4 bil for at rejse til interessante, øde og undertiden svært tilgængelige steder, så var spørgsmålet naturligvis: Hvilken bil skal man vælge? Jamen på den ene side…og..så..er..der.. –Snippe snip– lang teknisk ævle-bævle stykke omkring der er mange gode firehjulstrækkere med hver deres fordele og ulemper. Vi har valgt en Mercedes GD290 W461 årgang 1995 der startede tilværelsen via Mercedes forhandleren i Dresden hos en gigantisk brunkuls mine, hvor den blev brugt hårdt i et miljø med uendelige mængder finkornet slibende støv.Derefter blev den overfladisk ”fixet” i Tyskland og solgt til en dansk skovarbejder. Der arbejdede den i skoven og gjorde det egentligt ganske fair, den mekaniske slitage taget i betragtning.

Efter nogle års arbejde, indså han i 2008 at der skulle gøres noget drastisk for at vende udviklingen. Vi købte den som det eneste nyere W461 køretøj til salg i DK, og sælger var helt straight omkring slitagegraden. Der er ting der virker udmærket og der er ting som ikke virker, det er vigtigt at ny ejer er mekaniker og indforstået med der er arbejde i vente.Vi købte den, afprøvede grænserne i terræn og trak i arbejdstøjet.

Første step i at lave den turklar, var at få styr på rust. Bilen var 13 år gammel, der var revnedannelse i de forreste inderskærme, rust i et baghjørne, stolpe samt bagerste fjederophæng havde fået tæsk og var slidt igennem. Diverse steder var stenslagshuden sandblæst af store mængder støv.

På med svejsehandskerne, brillerne og sæt projektet i gang.Igennem årene er det blevet til løbende renovering af alt. Køre på tur om sommeren og før saltet rammer vejene, så åbnes et nyt område til forbedring af bilen i løbet af vinteren.

_D3F5702
_D3F5688
_D3F6083
previous arrow
next arrow

Det er PISSEDYRT at renovere en G totalt, med brug af originale dele, så vi tog en bid af gangen og derefter nyde forbedringerne på Island (4 gange), Europa, Østeuropa, Balkan, Vest Europa, Marokko og Den Store Nordiske Tur.

_DSC7540
_DSC8569
_DSC1172
previous arrow
next arrow

Vi er gået fra ukomfortabelt karkofoni af hvine, rasle, rumle og pruste-lyde med minimal soveplads, til behageligt afslappende cruise-controlled ”kører-på-en-sky-af-gelé” og med meget soveplads og lebensraum. Udseendet har også ændret sig en lille smule igennem årene (både på bilen og os)