Et liv på kanten – hvor guld findes i “ingenting”
Vi lander i Melbourne tidligt på aftenen. Efter behørig afhøring, får vi overbevist immigrationsmyndighederne om at vi kommer med fred og er gode mennesker. Plus – og ikke mindst- vi skal nok tage hjem til Danmark igen.
De lader os entrere landet igen, og det er vi glade for – ellers var det lidt udfordrende, nu hvor bilen står i Melbourne og venter på os.
Bilen har fået et par små buler i den ene fordør, imens den har stået til opbevaring. Men det går nu nok alt sammen. Vi får pakket vores ting ud og gjort bilen rejseklar. Nu skal vi mod vest – til Western Australia.
Vi finder Eyre Highway som forbinder South Australia med Western Australia. Med 1664 km er den ikke bare lang – men også temligt øde. Det er bare snuden i sporet og ud ad vejen.
Den løber langs The Great Australian Bight, selve kanten af det australske kontinent.
Kanten er ret dramatisk, det er et lodret fald på 50-60 meter. I sæsonen, kan man stå inde på kanten og spejde efter hvaler, der skal enten til eller fra Antarktis.
En del af området hernede hedder Nullarbor Plain. Det er helt øde outback og som navnet antyder er her ingen træer. Det er helt fladt og kun nogle små buske hist og her. Mangel på ferskvand, gør at vi slet ikke ser nogle dyr. Der er lidt fugle, men det er det. Det er faktisk ret facinerende at køre i. Fire dage bruger vi på at krydse Nullarbor.
Der er Roadhouses undervejs, hvor vi kan sove i “baghaven”. Mangel på ferskvand er tydelig. Max 1 liter vand pr/prs og det er helt forbudt at fylde en 5 liters dunk med vand. Gør man det, bliver man smidt ud. Brusebad må MAX tage 5 min. Det er næsten lettere at få en cola end vand her. Det er helt nyt for os at køre så langt – i så øde område. Vi nyder hvert sekund – selvom det er langt.
Eyre Highway har også den længste ligeud strækning i Australien 146,6 km, uden et eneste sving. Vi syntes dog at der har været mange af den slags strækninger undervejs på Eyre Highway, men de har nok kun været 146 km uden sving. Ødemarken er virkelig stor.
På vores sidste etape af den lange tur ind i Western Australia, ser vi en LR Defender 130 holde i modsatte side af vejen, med haveri blinket tændt. Det er ikke her man vil strande – langt væk fra alt.
Vi stopper og spørger om der er brug for vores hjælp. Der sidder en ung gut, nok i starten af 20-erne. Ja, min gearkasse er gået i stykker siger han. Det er jo en ret uheldig situation, så vi tilbyder at trække ham tilbage til et Roadhouse 20 km fra os.
Det vil han gerne. Hans far er på vej med en autotrailer, men er først fremme om 4 dage. Stakkels gut. Vi får trukket ham de 20 km over til et Roadhouse og installeret ham på campingområdet. Han er virkelig flink og har trods situationen et godt humør. På et tidspunkt under bugseringen, kalder han os over radioen ” Var det lige en slange vi kørte over?” spørger han. Men vi kan berolige med, at det bare var et stykke bildæk. Vi siger pænt farvel og fortsætter mod guldminebyen Kalgoorlie.
Kalgoorlie er kendt for at have en af Australiens største åbne guldminer. The Super Pit hedder den. Det er muligt at stå oppe på kanten og kigge ud over området og se de store maskiner arbejde. Heroppe ligner de små Lego biler, men hullet er 3.5 km lang, 1.5 km bredt og 360m dybt. Størrelsesforholdet snyder.
Super Pitten producerer i øvrigt 28 tons guld om året, så det er store mængder der håndteres.
Vi besøger Kalgoorlie turistmine. Her kan vi få syn for sagen. Der er udstillet både en loader og en dumptruck. Selvom de er ekstrem store, så er de nye typer der anvendes i Super Pit endnu større. Det er lidt vildt at forestille sig.
En gammel sporvogn bliver brugt som sightseeingbus i byen. Den køber vi en tur med. Vi kommer forbi et mindre museum med sten og mineraler – ser det gamle rådhus og en samling effekter fra svunden tid på deres galopbane. Det er en god blanding, der springer rundt i temaerne. Turen går også til en brugskunstner indenfor træarbejde og naturligvis også ud til The Super Pit. En hyggelig eftermiddag med sporvognen.
