Aktiv undergrund & i glødeormens grønne skær.
New Zealand ligger i et bælte af vulkansk aktivitet, som går gennem Asien. Udover en mængde aktive og slumrende vulkaner, er der også felter af geotermisk aktivitet. Byen Rotorua ligger i et af disse felter og er samtidig et kraftcenter for Maori kultur og økonomi.
Pohutu geyseren er det største aktive geyser i New Zealand, den forsøger vi…
Det vil sige – lige indtil vi kom frem til det høje plankeværk som omkransede det hele og omhyggeligt sørgede for at der kunne laves mønt på det naturligte fænomen.
Desværre – lød meldingen fra den flotte uniformerede fyr ved indgangen. Alle ture er udsolgte for i dag, vi har ikke kapasitet til mere. At dømme ud fra de mange store turistbusser som ventede på parkeringspladserne, så var er der virkeligt tale om big business.
Hmnn… Den fornemmelse var ved at være meget betegnende for vores oplevelse af New Zealand.
Efter lidt besværligheder med at få lov til at købe lidt mad til at skylle skuffelsen ned med (vi er jo ikke på en strømlignet turistbureau tur – og er derfor uden de rette armbånd) så lykkedes det dog til sidst.
Vi bruger endnu en dag på at afvente vores tur.
Næste morgen bliver det vores tur i køen. I fint samlet gruppe fører vores Maori guide os frem og giver os historier om området. Maorierne har en skole i forbindelse med geyser området, hvor de kan lære kunsthåndværk, traditionelt tøjfremstilling med plantefibre, smykke fremstilling i sten og flotte træudskæringer. Denne skole er medfinancieret af forretningsdelen i turist sektoren. Man kan sagtens være en vild stammekriger der hylder fortiden – og være på Facebook, høre gangster rap mens man kører elbil.
Vi kender kun geyseren på Island som har et dybereliggende underjordisk kammer, hvor den bygger et stort tryk op – og skyder 10+ ton vand op til 20 meters højde på få sekunder.
Denne her på New Zealand er anderledes. Den minder mere om en fontæne eller en damprenser der står og sprutter, til gengæld er den super hed og fortsætter 15-20 minutter ad gangen.
Det er imponerende at se hvor dygtige Maorierne er til at skære i træ og fremstille figurer i alle størrelser. Lige nu er de igang med nogle store figurer der skal stå i en park. Andre er i gang med at fremstille smykker i jadesten.
Vi bliver sluppet løs på egen hånd og går ind og ser maorishow. Det minder om det vi allerede har set tidligere, men det er nu ret hyggeligt og deres musik og sang er skøn at lytte til. Da showet er slut, går vi over til geyseren igen. Det er pragtfuldt vejr og dejligt at traske rundt i og bare nyde udsigten.
Volcanic Loop Highway – det lyder lige som noget for os. I Ohakune, er der en god vej op ad New Zealands højeste vulkan Mount Ruapehu. Vi kan køre op til ca 1600 meters højde, resten af turen er forbeholdt skiturister i lift. Det er den eneste gletsjer på nordøen og den er ikke til at overse i landskabet.
Vi er stort set de eneste der kører derop, så der er god tid til bare at tusse afsted. Et flot vandfald ligger også på ruten op ad vulkanen.
I Waitomo er der en stor grotte med glødeorme. Det er en kæmpe attraktion og vi har fået billetter sidst på ugen.
Johnny tager på “Black Abyss” tur. Der er rapelling, zipline, lidt klatring, møffe rundt og så naturligvis en sejltur i bildæk igennem grotten.
Sus tager “Black Labyrinth” turen, med vandfald og sejltur. Glødeormene sidder i loftet i den helt mørke grotte, og lyser med sine små grønne lys.
Vores tid i New Zealand er ved at være slut. Vi kører op til Coromandel, hvor vi kan nyde den flotte udsigt over fjorden. Turen byder også på en lille tur med turisttog, op ad en bjergskrænt. Toget skal zikzakke sig op, så vi skifter hele tiden køreretning. Det er der heldigvis taget højde for, da ryglænene kan vendes om. Så kan man hele tiden køre forlæns og nyde udsigten. Man bliver hurtigt gode venner med passagerene ved siden af, da der ofte skal skiftes retning og vi bytter ryglæn. Sjovt lille tog.
Nu går turen tilbage til Australien, vi glæder os meget til et mindre turistpres og ikke mindst at have vores egen bil igen.Det kan godt være at 2.6 kvadratmeter ikke er meget, men det er vores.
