Tasmanien: Rigdomme i bjerge, af krystal, metal og underjordisk skønhed.
Vi er fortsat i det nord – vestlige hjørne og i Zeehan tager vi ind på West Coast Heritage Centre. Det er en del større end vi lige havde forestillet os. Udover at berette om minehistorien i området, er der en kæmpe udstilling af metaller og mineraler i alverdens afskygninger. Tasmanien er tilsyneladende rigt på dette.
Museet strækker sig temmelig langt ned ad gaden. Der er både teater, skole for geologi og metallurgi, udstilling af tog, militær, sygeplejeudstyr og meget mere. Vi er meget imponeret, specielt over udstillingen af de forskellige mineraler.
Vi kører videre til Strahan. Det er en meget hyggelig by, og nede ved vandet går vi en lille tur. Vi kan høre lyde, lugte frisk træ og bliver tiltrukket af stemningen. Der er åbent hus og fri adgang, til demonstration af et gammelt savværk – Morrison´s Huon Pine Sawmill.
I den tilstødende butik kan man købe flotte ting i træ. Det er ærgerligt at vi ikke kan have en ekstra kuffert med hjem.
Queenstown er endnu en gammel mineby, lidt udenfor byen ligger en af de første kobberminer. Den er ikke længere aktiv og der er vand i bunden af udgravningen. Ganske tæt der ved, ligger horsetail fall. Et hyggeligt lille vandfald.
De snoede veje fører videre gennem to nationalparker. Træer så langt øjet rækker.
Det er en fin gåtur ind til Nelson Falls, hvor vi rigtig kan se den flotte natur på vejen. Dyr ser vi ingen af, men de gemmer sig nok i vildnisset. Det er lige før vi forventer at møde både dinosauer og flyveøgler i den tætte urskov.
I en rundkørsel som vi egentlig skal lige over, er der et skilt der fanger Sus´ opmærksomhed.
King Solomons Cave står der.
Johnny Johnny… kør en omgang i rundkørslen, vi bliver nødt til at skifte retning. Som sagt så gjort. Kursen bliver sat mod grotten, uden at vi ved hvad der venter os. Vi kommer i rigtig god tid til næste guidet tur – 90 minutter ventetid. Men på en natursti rundt i området, får ventetiden ben at gå på.
Bregner som er større end et menneske. Så store at de nærmest ligner palmer.
Sidst vi gik i visne blade, overraskede en Tiger Snake os, så nu kigger vi os godt for. Vi finder dog kun små firben i skovbunden, så det er en fredelig tur imellem kæmpe træer og bregner.
Tilbage på mødestedet kommer guiden ud og henter gruppen. Vi går på rad og række ind igennem de smalle passager og er forsigtige med ikke at røre ved noget.
Mange tusinde år gamle drysten er over alt. Hastigheden af hvor hurtigt de vokser, er afhængig af hvordan vandet nu tilfældigvis drypper. Noget er 2.000 år gammelt – andre drypsten er måske 200.000 år om at opnå den form vi nu ser.
Det er svært at tage flotte billeder, som yder grotten retfærdighed – men vi prøver så godt vi kan. Grotten er ca 100 meter lang og med lys opsat, der rigtig fremhæver de flotte formationer. Nogle hænger som rør ned fra loftet og andre hænger som gardiner i store flager og minder om naturlige bi vokstavler.
