Efter nøje overvejelse vælger vi den sikre løsning og vender snuden mod Casablanca.
Casablanca står også højt på ønskelisten, men da vi kommer dertil, er der dog ikke meget Humphrey Bogart og Ingrid Bergman over det.
GPSen leder os desværre igennem centrum i myldretiden. Det er uden sammenligning den mest kaotiske by vi nogensinde har kørt i.
Vi må være 2 til at styre os igennem. Johnny kører og Sus er CO-driver. Der skal hele tiden holdes øje med hvem og hvornår der skiftes vognbane, fodgængere, lyssignaler som ikke respekteres, overhalinger indenom, zigzag -kørsel på knallerter og generelt kaos. Der køres virkelig tæt og bilerne omkring os udsender et røgslør der kan skjule en Scanlines færge.
Der skulle være mange ting at se i Casablanca, men vi koncentrere os mest om at overleve og køre ligeud til vi er igennem byen. At vi slipper igennem uden buler, er os stadig en gåde.
På den anden side af byen, er der en stor P-plads hvor vi lige kan køre ind og trække vejret. Der er også et stort bytorv, hvor vi kan gå lidt rundt og lave en plan B.
Vi kan se at der ligger et arkitektfirma på torvet, og vælger at gå ind og se om de kan være behjælpelige med at anbefale et sted at overnatte.
Der arbejder den flinkeste pige som gerne vil hjælpe os. Hun vil endda også vise os vej og tager lige lidt fri, så hun kan guide os. Hendes ven er hotelmanager på et forholdsvist nybygget hotel ikke så langt derfra.
Johnny og den flinke pige går hen til hotellet, får lavet en aftale og Sus bliver tilbage for at passe på bilen.
Da de kommer tilbage, har Johnny fået en vejledning til hvordan vi kommer derover i bil. Bilen er dog for høj til deres parkeringskælder, så vi vælger at parkere lige ved hovedindgangen. Det er et fint hotel, så det er en lille smule pinligt at komme og parkere en beskidt 4-hjulstrækker foran hoveddøren. Og eftersom vi har repareret bil den halve nat og sovet på en rasteplads, er vi heller ikke selv alt for præsentable.
Men det tager de med højt humør. En ansat bliver straks sat til at bevogte vores bil 24 timer i døgnet, og vi får at vide at der må den gerne holde til vi skal afsted igen.
Manageren er vældig flink og følger os op for at fremvise værelset.
I den lille 4 mands elevator hvor vi er 3 personer, trykker han på knappen til 4.sal og elevatoren kører en halv etage ned og sætter sig fast…
Øhhmmmm.. det er aldrig sket før forsikrer han os. Vi bemærker straks at airconditionen ikke kan nå ind for at afkøle den fine lille elevator. Der bliver ganske lunt…
Vi prøver at trykke os lidt op ad væggen, så vores outdoor odeur ikke spreder sig for meget i den pludselig meget lille elevator.
Efter et kvartes telefonsamtaler og banken på elevatordøre er vi lokaliseret og det lykkedes dem at få kørt os en halv etage op til lobbyen igen.
Vi tager trappen til 4.sal og hotellet insisterer på at byde på frokost på deres regning.
Efter en ordentlig gang slæbe kamera og tur tasker op til hotelværelset, grundig badning og renovering af fremtræden til mere anstændig standard, går vi ned og spiser en fremragende frokost.
Ud af elevatoren træder to tilkaldte teknikere som forsikrer os om at den nu er fejlrettet og vi roligt kan bruge den. Vi træder ind, trykker på 4.sal og den kører en halv etage ned og sætter sig fast…
Da vi endelig bliver befriet, står manageren med et skævt smil og siger at et vist var noget vi gjorde med vilje. Vi griner og tager derefter trapperne.
Vi går lidt rundt i lokalområdet, før det er tid til at gå til køjs.
Næste dag er det tid til at køre til lufthavnen hvorfra Sus tager hjem med fly. Johnny har fået den betroede opgave at køre bilen hjem fra Marokko.