Det nord-vestlige Tasmanien.
Pingvinerne er et stort tema i det nordlige Tasmanien. Vi får syn for sagen, da vi kommer til en by af samme navn – Penguin.
Der er pingviner overalt. En stor pingvin, byens vartegn, der får tøj på alt efter sæson og begivenheder. Pingviner på legepladsen, som afspærrings stolper og i det generelle bybillede.
Den lokale skole – går det hele ikke op i pingviner – men kreativiteten er til stede.
På vejen videre i det nord-vestlige kommer vi forbi et fyrtårn med rundvisning. Guiden fortæller ivrigt alle tekniske detaljer og slutter af med at spørge, om vi vil se lampen tænde. Orv… det vil vi da gerne. Vi stirrer ind i den store lampe – og der sker absolut ingenting. Imens står guiden og griner. Han har tændt en lille lampe på væggen.
Ja ja… til grin kan man da hurtigt blive. Men udsigten er ganske fin og der blæser en frisk vind på toppen.
Vi tager en overnatning i byen Stanley, lige ved siden af ” The Nut”. En stor knold man kan gå op på, hvis man har en god kondi og ikke er bange for hjerteanfald.
Vi tænker for os selv at det er nok dyrt at blive indlagt, så langt væk hjemmefra. Så vi vælger at tage en stolelift op til toppen i bedste skiferie-stil. Der oppe er en flot vandrerute, med både skov og åbent terræn.
Ivrigt bliver der spejdet efter Vombat, men det er mest de mindre dyr som vi opdager. Flere steder er jorden gennemhullet som en schweizer ost, men hverken fodspor eller efterladenskaber giver en ide om hvem der bor dernede.
Gåturen nedad The Nut, er stejl som forventet.
I Marrawah finder vi gratis camping, helt nede ved stranden. Det kan ikke ligge bedre. Vi går straks ned til vandet og Sus hopper i bølgen blå. Eller skal vi nøjes med at sige, at tæerne lige bliver dyppet?
Et par surfere er ude og se om de kan fange en bølge. De er egentlig grunden til, at vi i første omgang søgte herhen.
Efter flot solnedgang, kommer wallabies frem og græsser mellem alle de parkerede campers. Om morgenen før solopgang, er de der stadig. I takt med at folk begynder at stå op, trækker dyrene sig tilbage.
Vi er blevet anbefalet at køre ad Western Explorer Road. En lang grusvej bugter sig gennem det kuperede landskab.
Her på Tasmanien skifter landskaberne hurtigt karakter. Nu hvor vi er lidt væk fra stranden, er der mindre bjerge, tæt bevokset med skov. Det fine støv fra vejen, står som en sky efter os. Naturligvis giver det også et fint lag støv i bilen. Men hvad gør det – når belønningen er flot natur.
En mindre flod skal krydses. En lille kabelfærge har plads til 1-2 biler – hvis man kan finde færgemanden. Vi finder et skilt , der på meget australsk vis fortæller, hvordan man kommer over floden.
Vi er de eneste der skal med på denne overfart, så det bliver også til en hyggelig kamera-snak med færgemanden.
