Efter en god nats søvn, er tiden inde til en tur rundt i Ceuta så vi kan se lidt på byen.
Provianteres skal der også, men heldigvis kan vi se på kortet at der ligger en Lidl kun et lille stykke vej fra P-huset. Da vi kommer derover, er det umuligt at finde en P-plads, så vi kører lidt rundt.
Pludselig holder vi i grænsekontrollen.
Hm… det er ikke helt planen, men nu kan vi jo lige så godt fortsætte, det er jo nok også muligt at købe mad i Marokko.
Der er en del kaos og lang kø i grænseovergangen, men en officielt udseende mand kommer over til os og spørger om han skal hjælpe os med at komme igennem og få udfyldt papirerne rigtig. Det tager vi imod. Hans hjælp koster dog 10 euro, men det syntes vi er ok, kaosset taget i betragtning. Og så bliver Johnny ellers slæbt fra det ene vindue til det næste og papirerne fik fine stempler. Og vupti, så er vi igennem grænsen og i Marokko.
Bagefter tænkte vi om vi lige havde bestukket en mand, til at få os hurtigt igennem grænsen. Men det skal man nok ikke tænke videre over.
Fulde af begejstring bliver kursen sat mod sydøst, da vi gerne vil ud og se noget ørken. I Marokko er der mange dale, så det går en del op og ned. Det mest imponerende er dog at se den måde de læsser deres lastbiler på, at det ikke går galt, er imponerende.
Samkørsel er også meget udbredt.
Da vi kommer igennem en mindre by, finder vi et hjemmelavet skilt med ”camping”.
Det må vi prøve. Vi køre ind til huset og ud kommer en ældre herre, som viser os vej ned til græsplænen, hvor han også har en figen plantage.
Vi må gerne parkere langs træerne og ved siden af koen. Den skal nok blive lukket inde for natten.
Vi bliver præsenteret for et primitivt brusebad og et squat toilet… Det kræver en vis teknik at træde af på naturens vegne – ikke her man sidder og løser kryds og tværs.
Da vi bliver overladt til os selv, får vi lavet lidt mad og nydt en lun aften.
Solen går ned og det bliver hurtigt meget mørkt. Fulde af energi, vil vi prøve at lave nogle sjove billeder. Johnny skal være et spøgelse i figenskoven. Så ved hjælp at lidt fototekniske ting, går vi i gang.
Familien der ejer huset kommer ud på deres terrasse og tænker tydeligvis ” hvad i al verden har de gang i”. Men vi morer os lystigt. Hvad vi ikke kan se i mørket, er alle de nedtrådte figenfrugter, som vi får trådt op i skoene, de lader sig ikke sådan lige fjerne igen.
Inden vi tog afsted imod Marokko, blev vi advaret om ikke at køre ind i området hvor de dyrker Hamp. Der har været hændelser hvor turister har forvildet sig dertil og som har mødt nogle knap så gæstfrie mennesker. Så det er bedst at holde sig derfra.
Efter at vi have kørt i nogle dage syntes vi at der lugter lidt specielt, og da vi ser nærmere på hvad der vokser på markerne, kan vi godt se at det ikke er kartofler. Ups. Det er jo hamp planter. Øhm det er nok ikke så godt at køre her.
Vi triller videre igennem små landsbyer ad grusveje, og der blev stirret godt på os. Det er nok ikke her vi skal stoppe og spørge ind til de lokale attraktioner.
Selvom temperaturen er høj, bliver der alligevel knoklet igennem i de små byer. Bygningsarbejderne står ude i solen og blander mørtel i stegende hede.
Kvinderne arbejder i de grønne områder og børnene går i skole.
I nogle byer er der velassorterede supermarkeder og i andre byer er der små boder langs vejen. Det er en meget blandet kultur.
Kursen bliver sat mod Figuig, nu vil vi ud og se sand. Først skal Atlasbjergene og de smukke daddellunde passeres. De byder på en eventyrlig flot køretur i fantastisk landskab, med overnatning på en lokal Kasbah.
Figuig viser sig dog at være en grænseby og ikke der hvor de store sand dunes er. Der skal vi lige ca 200 km længere mod syd. Men ganske hyggelig er den nu. Med daddelpalmer og traditionelt byggeri.
Vi har kun taget en lille bitte smule fejl. Vi skulle til Merzouga og ikke Figuig.
Men når man er på tur, farer man vel ikke rigtig vild. Turen får bare lidt flere oplevelser.