Ægte outback & den store røde sten.
Vi ankommer til Uluru området om eftermiddagen. Af kulturelle hensyn er det ikke tilladt at fricampere, så ved det velorganiserede Ayers Rock Camping, finder vi en plads.
Campingpladsen er dimensioneret til store mængde besøgende, men lige nu er her næsten ingen. Temperaturen der ligger og svinger melllem 30 og 41 grader, holder de fleste besøgende borte.
En lille sti går op til et udsigtspunkt, hvorfra vi kan fange det første glimt af Uluru. Det virker lovende.
Vi tager chancen og kører ud til nationalparken. Et 3 dages pas købes – vi vil gerne have de bedste muligheder, for at fange nogle ordentlige billeder.
Vores første forsøg var en solnedgang, desværre uden det helt perfekte lys – solen blev ved med at være skjult af nogle skyer – indtil den var gået ned.
Dog kan man ikke tage fra oplevelsen, at det er Uluru / Ayers Rock som man kigger på. Helt tilbage fra barnsben i folkeskolen – er vi blevet undervist at i Australien findes en stor sten, som gløder rødt ved solnedgang – og aboriginerne anser den som hellig. Alene af den grund – er det et sted som gør stort indtryk.
Tilbage i lejren er det tid til aftensmad i mørket. Johnny står udenfor med gasblusset, da han får øje på en lille mus. Næh hvor er den sød…
Lidt senere er den dog mindre sød, da den uventet piler henover Johnny’s bare tæer og i forskrækkelsen, flyver et stykke bacon ned fra panden… vi mistænker at den har brugt den strategi før – for næste morgen var den tabte bacon pist borte.
Vi prøver lykken igen og kører derud om eftermiddagen – denne gang er vi heldige. Ved solnedgang er det flotteste varme aftenlys på Uluru. Tricket for at fange det rette øjeblik er, at lige før solen dykker under horisonten, så er lyset ekstra varmt / gul i farven. Når det rammer stenens overflade – reflekteres det tilbage i dyb orange – rød form.
Solopgangen skulle også være smuk, så vi må tidligt ud af fjerene. Vi skal nå ud til Uluru før solen står op. Der er ca 25 km fra campingpladsen, så afsted med os kl 05:30.
Det begynder at blive lyst imens vi kører derud, så vi er ved at blive lidt presset. Er vi alligevel for sent på den, til at se solopgangen?
Vi når lige præcis derud ca 15 minutter før, solen kommer op over horisonten. Pyha. Vi nåede det. Heldet er med os, og der kommer flot morgenlys.
Efter at have set solopgangen, smutter vi tilbage til campingpladsen og får soigneret os lidt, og indhentet lidt søvn.
Eftermiddagen bruges på at vandre lidt rundt, ad nogle små stier. Der er mange detaljer at finde. Det varme vejr og ekstreme UV-stråling tillader ikke, at vi tager de større vandreruter. Der er alt for stor risiko for hedeslag og dehydrering, så vandreruterne bliver ofte lukket kl 11 om formiddagen.
Foto tip: Efter at have prøvet 3x solnedgang og 1x solopgang – kan vi give lidt foto tips: solnedgangen er den bedste mulighed – for der er lyset mest gult. Ved solopgang er der lidt forhøjninger i landskabet, som spærrer for det helt varme lys. Når lyset kan gå fri af de forhøjninger – er vinklen ikke så skarp og lysets farvetemperatur er allerede blevet halvbleg og giver derfor ikke samme intense farvning.
Vi drager videre op imod Alice Springs. For at bide den lange vej lidt over, vælger vi at overnatte på Erlunda Roadhouse. Et rigtigt godt sted for støvede og sultne rejsende. Drinks, store bøffer og en fin campground. Deres humoristiske sans fejler ikke noget, for man deler campground med en dromedar og den sejeste hane i miles omkreds: Cluck Norris.
Og Cluck Norris er bestemt sej, han bestemmer tydeligvis over den Emu han var i hønsegård med. Desværre var han også lidt af en pralrøv – han skulle absolut fortælle at han var meget viril klokken 03, 04, 05, 06 og 07… Hvem har dog også lyst til blot at sove om natten…
Adskillige gange den nat, var han tæt på at ende som Kentucky Fried Chicken
På den videre færd mod Alice Springs, er en sidevej imod Rainbow Valley. Grusveje og eventyr har en stor tiltrækningskraft – så vi tog en detour.
Det viser sig at være et nationalpark campområde, med multifarvede klippeformationer og ørken vegetation. Endnu et område med frodig bevoksning, trods meget sparsom forekomst af vand.
Ved ankomst til Alice Springs, begynder vi at tænke på Shu-Bi-Dua’s “står på en alpetop… Hva´fan sku´vi egentlig her?”
Det er lidt den måde vi har det med Alice Springs. Hva´fan sku´vi egentlig her?
Vores førstehåndsindtryk – er ikke så positivt. Mange aboriginere går og råber på gaden, fulde og skæve. Her er den største forsamling vi har mødt i Australien af mennesker – som er gået til bunds. Det kan der jo være mange forklaringer på – men det er en pissegiftig cocktail af manglende livsindehold og desværre rusmidler. Mennesker går i stykker på den måde.
Butikker omkrandser deres mure med razorwire pigtråd. Vi er fra flere forskellige uafhængige kilder, blevet advaret imod høj kriminalitet. Vi tager en overnatning på en stor campingplads. De har naturligvis solid port og hegn, med ubehagelige pigge og razorwire… tak for kaffe.
Der er naturligvis også velfungerende aboriginere – men vi blev overvældet af, hvad der lignede et samfund i opløsning.
Kortet bliver studeret, for at finde en hurtig vej tilbage til den del af Australien- som vi jo er blevet så glade for.
Det ender med en overnatning i Rainbow Valley bushcamp – nu med bedre tid til foto.
