Australien Oceanien

Australien 2022, Afsnit 13

Vand, vand og mere vand

Det gode sommervejr oppe i nord, har for alvor forladt os. Det er halvkoldt og det bliver ved med at regne. Der advares om oversvømmelser i staten Victoria, som vi er på vej ned imod.


Det bliver spændende. Nu har vi jo lige fået syn for sagen, med at køre gennem en halv meter vand på vejbanen hvor floden Lachlan lige ville spille med musklerne i New South Wales.
Mange steder er grøfterne fyldte, men vandet stopper 5 cm fra vejbanen, så alt er ok. Men vi kan godt se at det er lidt presset. Jorden kan bare ikke suge mere vand.

I byen Mulwala stopper vi op da vi får øje på et ret spektakulært syn ude i deres flod. Det ser simpelthen ud som om, at der står en vissen skov ude i floden. Det viser sig dog at floden er et vandreservoir og at området med vilje blev oversvømmet for mange år siden. Men man kan ikke tage fra det at det se flot ud.

Imens vi står og tager billeder kommer en dame ned til os. Hun har noget i hånden… Øhm er det en skildpadde spørger Sus nysgerrigt? Ja svarer hun, den svømmede rundt i min swimmingpool, så nu kan den lige komme retur hertil vandet. Skildpadden bliver sluppet fri i det grumset vand og gør sig straks usynlig.


Vores sidste mission på denne tur er et 4-hjulstrækker træf i Mansfield. Johnny har i mange år været aktiv på et online forum, som har biler af samme type som vores i Danmark. Mercedes Geländewagen har 40 års jubilæum i Australien og det markeres med dette træf. Vi har fået en invitation til at deltage og endelig møde Graham og Irene fra Tasmanien, som Johnny har haft kontakt med i 10 år.

Vi kommer til Mansfield i rigtig god tid. Outback vejene er lukket pga vand, så asfaltvejene fører os hurtigt der ned ad. Uden flere oversvømmelser går det den direkte vej.
Det er en hyggelig by, men der er ikke meget at lave når det regner. Vi vil gerne forkæle os selv med lidt kaffe og kage og går ned i butiksgaden. Caféerne lukker dog overraskende tidligt, så vi må nøjes med købekage fra supermarkedet.
Blandt byens attraktioner er en lille biograf, i de næste par dage ser vi de film vi ellers havde misset i vores lokale bio. Vi er så småt ved at omstille os fra tur tilstand – til hjemkomst.

‘Tilbage på vores campingplads er en lille rislende bæk blevet til en brusende flod og vi kigger med bekymring på mængden af vand og placeringen af vores bil. Gad vide om vi sejler væk i nat?
Toiletbygningen er også tæt på oversvømmelse. Sus må tage sko og strømper af og gå på bare fødder igennem vandet, for at komme derind. Campingfatter kigger med bekymret miner og siger at de ved at de har et afløb ude i græsplænen, men kan ikke huske hvor. Nu ville det nok være en god idé at få renset op, så vandet kan løbe væk.

Det bliver sengetid og vi kryber til køjs – spændte på hvordan det ser ud når vi vågner. Til vores store glæde er vi heldigvis ikke drevet væk i løbet af natten. Vandstanden er faldet og mere normale tilstande er på vej.

Dagen bruges på en tur op ad Mount Buller, der byder på skisport. Ja, de har også sne i Australien. Sådan kan man jo blive overrasket hele tiden.

Vi kører så langt op som det kan lade sig gøre, indtil vi møder et “Road closed” skilt. Nå – men så må vi jo køre ned igen. Autoværn er ikke noget de gør så meget i, Sus bliver lidt stille imens Johnny koncentreret får bragt os sikkert ned igen.

Dagen oprinder hvor der er træf. Vi hilser på Graham og Irene. Skønne ligefremme mennesker som er lette at tale med. Der bliver vist biler frem og Johnny får julelys i øjnene, detaljer bliver studeret og snakken går lystigt.


Der er en stor spredning i modellerne som er tilstede. Alt lige fra originale W460 med oprindelige beskedne diesel og benzin kræfter, modificerede W460 med stor V8 LS amerikaner motor og virkligt flot gennemført W460 som pickup arbejdsmodel – med OM606 diesel motor. Et rigt udvalg af de sidste W461 Proffesionel som Mercedes solgte i Australien indtil 2018 – 5 år senere end da Europa lukkede for salget.

Selv komfortable W463 serien er flot repræsenteret med G350 og endda også W463a G400 samt G63.
Den følgende dag er der offroad tur til Mount Terrible. Johnny får prøvet nogle forskellige biler på vej op og ned af bjerget. Det var en sjælden mulighed for at opleve de forskellige udviklings stadier som G klassen har gennemgået.

_DSC1917
_DSC1919
_DSC1920
_DSC1921
_DSC1923
_DSC1924
_DSC1925
_DSC1935
_DSC1936
_DSC1944
previous arrow
next arrow

Konklusionen er at G Proffesionel er det ultimative udviklingstrin som er bygget på fabrikken i Graz. Afstemningen af hele bilen er forfinet, motorkraft og gearstyring er lige som den type bil skal være – og bilen er indrettet til arbejds og rejsebrug uden at være bekymret over mudderpletter på interiøret.
W463 er overdådig og komfortabel, men man kan godt blive paranoid over at have beskidte sko.

Om aftenen er fælles middag på hotellet. Menuen står på fish & chips, kyllingefilet med bacon & ost og naturligvis pommes frites. Portionerne er store nok, til at mætte en murerarbejdsmand. Igennem de sidste 3 måneder har vi vænnet os til at spise små portioner mad. Næste morgen er der fælles morgenmad. Det glæder vi os til. Sus tænker friskbagte boller med smør og ost, men det viser sig at vi kan vælge imellem to slags burgere. Der bliver grillet på livet løs og der er travlt i den lille popup grill.

Pyha – det er meget mad på kort tid.

Efter et par timer går vi hver til sit og vi fortsætter mod Melbourne, hvor vi skal have vores bil opbevaret og flyve hjem fra. Vi vælger at bo i udkanten af Melbourne.
Det er Halloween om aftenen og vi møder mange udklædte børn og voksne, da vi er på vej til supermarkedet. Det er ganske festligt og de gør væsentligt mere ud af det – end vi kender fra Danmark.

Da dagen oprinder tager vi afsked med vores bil med blandede følelser. Nu står den her og vi skal tilbage til Danmark. Men vi kommer jo tilbage igen og genoptager rejsen om et par måneder. For at have fuldt udbytte af en stor tur – skal man huske at holde pause og komme tilbage til hverdagen. På et tidspunkt bliver man mæt og skal dekomprimere.


Australien 2022 – vi har oplevet meget og er dybt begejsterde. Næste tur hedder Australien 2023.