Rumænien – Serbien
Vi har igennem en fælles bekendt fået kontakt til Jesper Dybdahl, som driver hjemmesiden www.backroad.life
Han er stor offroad motorcykel entusiast og har enormt kendskab til Østeuropa og Balkan via hans mange ture. Han var så venlig at give os en serie af store sceneriske ruter, hvor vi kunne komme til at se store flotte landskaber – som vi er så vilde med.
Næste etape af turen tager vi en bjergkam i Rumænien, som Jesper har anbefalet.
Vi har fået en rutebeskrivelse der går igennem det transsylvanske højland og den bringer os ud på de flotteste små veje. Det er som om vi er alene i verden og bare kan nyde det hele i fred og ro. Der er ingen huse, ingen elmaster, fly eller andre tegn på civilisation så langt øjet rækker.
Midt i ingenting kommer vi til et monument for to store statsmænd.
General Ion Culcer og Oberst Dumitru Cocorascu. Begge med en stor militær karriere i tiden omkring 1. verdenskrig.
Der er nogle stejle veje her i højlandet. Både op og ned.
Her går det nedad med 19% lige rundt om hjørnet. Godt vi ikke er på cykel.
Vi kører nu mod Serbien, der er det første land fra det tidligere Jugoslavien som vi skal til. Vi er lidt spændte på hvordan de har det med danske turister, da vi ikke var på samme side i Balkan krigen.
Knap 25 år er der dog gået, så vi håber at vi er velkomne.
Serbien er ikke medlem af EU, så vi skal igennem hele møllen som i gamle dage med pas, registreringsattest og forsikringspapirer. Da vi har kasko på bilen, har vi kun medbragt det røde forsikringskort. Det medfører lidt forvirring, da tolderen kun anderkender det grønne, som bevis for gyldig ansvarsforsikring.
Den flinke tolder kan desværre ikke acceptere det røde kort, men fortæller at vi kan købe en forsikring i en bod længere nede af vejen. Den vil gælde i det antal dage vi opholder os i Serbien.
Intet problem, den slags udfordringer kan løses og heldigvis til beskedne penge.
I Serbien finder vi ly for natten, ude på landet hos en ældre herre, som har lavet en lille primitiv campingplads imellem hans pæretræer.
Det viser sig at han har vundet flere priser for hans fantastiske Raki -pærebrændevin. Han fortæller at der ofte kommer store busser hjem til ham, med folk som skal på raki smagning og høre om hans destilleri.
Han er en hyggelig mand og han giver den helt store gennemgang af fremstillingen af Raki. Han taler serbisk, og det er ikke lige vores spidskompetance. Men som gammel hjemmebrænder fra Jylland, kan Johnny sagtens forstå processen. Og på en eller anden måde kommer de frem til en fælles forståelse for fremstillingen af de klare dråber.
Vi bliver naturligvis budt på et glas, det er stærke sager.
Godt at det først er i morgen vi skal køre igen.
Det kan godt gå hen og blive temmelig festligt det her.
Vi køber et par små flasker raki til kun 1 euro stykket, så har vi lidt souvenirs med hjem. Vores bekymringer om hvorvidt vi er velkomne i Serbien er blevet gjort fuldstændig til skamme.
Efter et par glas raki, fremviser han stolt sit hjemmelavede arrangement til at grille pattegris. Han elsker helstegt pattegris og tænder gerne op i grillen når der kommer mange gæster. Kræfterne er dog begyndt at svigte lidt, det er heller ikke så spændende at stå og dreje på et spyd hele dagen.
Så nu har han lavet en vandmølle der kan dreje rundt når han åbner for vandet. Via cykelkæder bliver spyddet trukket rundt.
Problemet er løst – og der er helstegt pattegris til alle.
