Vestfjordene og Snæfellsnæs
Efter at have kørt rundt på nordkysten, går det op ad stejle veje i Vestfjordene. Og det er virkelig stejle veje.
Godt vi ikke er på cykel.
Det er vist kun Tour De France ryttere, der vil synes at det kunne være en sjov udfordring at tage op.
Fjordene er virkelig turen værd, med den ene fantastiske udsigt efter den anden og lodrette klippevægge med et rigt fugleliv.
Vi gør holdt ved Dynjandi vandfaldet. Det er 100 meter højt og har 7 fald ned.
Men aldrig har vi oplevet så mange fluer på Island, som her.
Det er vist hele den samlede bestand der er fløjet hertil.
Kun for at flyve rundt om hovedet på os.
Der er helt klart en grund til, at vi står med munden lukket på billedet.
Udover at det selvfølgelig ville se mærkeligt ud, at stå med åben mund og tage billeder.
Vi kører lidt videre og finder et godt sted at slå lejr.
Johnny går i gang med at bage pandekager. Det er slet ikke værst, med en varm pandekage, når det er lidt småkoldt.
Efter nogle flotte dage i Vestfjordene kører vi til Snæfellsnes-halvøen.
Om vinteren er det fantastisk at se nordlys herfra, men nu er det jo sommer, så det må vi have til gode.
Vi parkerer bilen, og tager en vandretur ind til vulkanen Eldborg. Der er ca en halv time- tre kvarters vandring ad nemme stier.
Selve stigningen op til vulkanens top er lidt mere udfordrende. Der skal klatres lidt og holdes fast i nogle kæder, der er sat op til samme formål.
Vulkanen er ca 60 meter høj og det lufter da også lidt på toppen.
Den er formet præcist, som man ville se den i et Anders And blad.
Vi har set en tv-udsendelse om en mand de kalder haj-manden. Han har specialiseret sig i at tørrer grønlandshaj, til den islandske ret Hákarl.
Han har lavet et mini-museum, som man kan besøge og få et indblik i tørringsprocessen. Ham vil vi gerne finde og aflægge et besøg.
Det er ikke helt let, men pludselig ser vi et stort metalskilt udformet som en haj. Det er vores clue, vi kører den vej.
Der betales en beskeden entre og så er man også så “heldig” at få lov til at smage på lækkerierne.
Vi er lidt skeptiske, der er mange der siger at det er det værste de nogensinde har smagt. Det er vist bedst at være født og opvokset med denne ret.
Men nu er det kun en lille smagsprøve og der er jo rugbrød til. Vi kaster os ud i det, til stor fornøjelse for de andre gæster.
Vi bliver hurtigt enige om, at det ikke vil blive vores nye import eventyr.
Vi smiler og siger pænt tak for oplevelsen. Smagen kan bedst beskrives som lidt gæret makrel, med en bismag af ammoniak.
Udenfor tørrer de kødet i det fri under halvtag.
Turen rundt på Snæfellsnæs byder også på en uventet tur til en nyåbnet lavatunnel/magmakammer. Den ligger et godt stykke under jorden og er først lige blevet gjort klar til at blive præsenteret for turister.
De unge guider spørger om vi ikke kunne tænke os at komme ned og se grotten, det vil vi da rigtig gerne.
Det går lodret ned ad en vindeltrappe og vi kommer ned til selve kammeret hvor lavaen har flydt.
Under nedkølingen er der opstået en tunnel som vi nu står i. Guiden spørger om der er en der kan synge, for så skal vi høre hvor godt det lyder. En mand begynder at synge, og det lyder faktisk rigtig godt. Om det er guiden selv der synger, skal vi ikke kunne sige, for vi blev bedt om at slukke vores lygter og bare nyde akustikken.