Seydisfjordur-Akureyri
Vi er blevet helt afhængige af Island, så vi snupper en 3. tur
Det er 2.gang vi har egen bil med derop og efter vores uheld i 2009, er den nu renoveret og har fået ny motor. Nu er vi helt klar til at udforske Island igen.
Johnny kører bilen til Hirtshals og tager turen med færgen. Det tager 3 dage at sejle derop i højsæsonen, med et kort stop på Færøerne i nogle få timer.
Ved færgelejet i Hirtshals er der fyldt med ekspeditions biler, som har fået samme tanke om en god ferie i Island.
Da det er højsæson, er der godt fyldt op med folk på færgen. Vi cirkulerer som sultne hajer om en død hval, for at finde de eftertragtede siddepladser hvor der er en stikkontakt.
Der er god underholdning til børnefamilierne, blandt andet med et par klovne der laver ballondyr.
Ved indsejlingen til Seydisfjordur ligger morgendisen tæt og skaber en fortryllende stemning.
Færgen ankommer tidligt om morgen og kursen sættes nu mod nordkysten. Sus skal hentes i Akureyri, hvor hun lander med fly fra Danmark om et par dage.
Det er tid til snirklede småveje, der fører væk fra de mere befærdede områder og ud på F-vejene (grusvej).
Efter et par dage med udforskning ud fra devisen “ser det spændende ud, så drejer vi den vej” er det blevet tid til at hente Sus i lufthavnen.
Efter ankomst er der nu styr på tropperne.
Vi kører rundt i Akureyri, får shoppet til madkassen og finder et godt overnatningssted at slå lejr. Vi ser islandske heste mange steder og de findes i mange flotte farver og nogle har også aftegninger. Hvis en hest bliver solgt til udlandet, må den aldrig returnere tilbage til Island. Det er deres måde at holde racen ren og sygdomsfri på.