E.T. Phone home & solen fik corona (ikke virus)
På vores vandretur i Kalbarri Nationalpark falder vi i snak med en tysk kvinde. Vi går og taler om løst og fast og fortæller, at vi er på vej nordpå til Exmouth.
Nå.. siger hun “skal I op og se solformørkelse”?
Vi var fuldstændig uvidende om at der var total solformørkelse i Exmouth om kun 4 dage. Det er lidt vildt, så nu må vi sørge for at være på rette tid – rette sted. Sikke et sammentræf, heldet følger de tossede.
Heldet stopper ikke engang her. Vi kører ind i byen Carnarvon – så vi kan få vasket tøj.
Pludselig genkender Johnny en stor parabolantenne fra en youtube video. Det er jo den der blev brugt til kommunikation, ved månelandingen i 1969. Der er lavet et museum ved parabolantennen, og i denne her grumme sol og hede, er det yderst tillokkende med aircondition og eventyr. Der er mange rekvisiter fra dengang. Alverdens teknisk udstyr, som vi ikke skal gøre os kloge på, men det er sjovt at se. Carnarvon var rigtig godt placeret i forhold til månekommunikation og både Gemini og Apollo missionerne blev udført ved deres hjælp.
Udenfor byen bliver trafikanterne advaret på store lystavler om en stor begivenhed er i gang. Der er stadigvæk over 300 km til Exmouth, så det er da i god tid. Det må man give dem, der er ingen der skal sige at de ikke var advaret i god tid. Det skønnes at omkring 20.000 mennesker vil være i Exmouth, til solformørkelsen. Så vi er ret spændte på trafiksituationen, men på vores vej derop møder vi ikke mange biler.
Der er lavet ekstra campingpladser til de mange gæster, men alt er udsolgt. Der er dog én mulighed der hedder camping 120 dollars i døgnet ( 550 DKR) og man skal booke mindst 4 overnatninger. Den er vi ikke lige med på. Det tangerer grov udnyttelse af situationen. Politiet patruljerer intensivt i hele byen. Vi har set mere politi i Exmouth på 1 døgn, end vi har i hele Australien på 7 måneder. Fred være med det.
Vi står tidligt op og kører ned på en parkeringsplads ved stranden. Her er en lille café, og et dejligt sted til at kigge på solformørkelse. Vi kan se at lyset langsomt dæmper sig, folk stimler sammen og spejder op mod solen. I det sekund solen er helt dækket udbryder der jubel og klapsalver. Det går lynhurtigt. Vi havde ellers læst at solen ville være helt dækket i et minuts tid, men det passer vist ikke helt. Det bliver helt mørkt og solen er sort med en lysende corona. Det er ret spektakulært at se på, og vi ville ønske at det varede lidt længere. Men ganske kort tid efter bliver det lyst igen, og så er det overstået. Exmouth har forberedt sig i 3 år, på 30 sekunders naturfænomen. Det var bestemt turen værd, og vi er glade for at have oplevet det.
På den anden side af halvøen hvor Exmouth ligger, er der koralrev. Ningaloo reef. Vi kører ned langs stranden i Cape Range National Park, og Johnny hopper i bølgen blå et par gange, for lige at tjekke hvordan revet ser ud. Der er ikke det helt vilde at komme efter, så vi fortsætter mod Coral Bay.
På vejen kommer vi forbi et kæmpe område, med store røde termitboer. Der er virkelig mange og de står og ligner høstakke, spredt udover et stort areal.
Coral Bay er en kunstig by, der udelukkende lever af vandturismen. Johnny hopper igen i bølgen blå – for at se det berømte Ningaloo Reef… men bliver mødt af et dødt rev.
Det er tydeligt at se på strukturen at det har været stort, varieret og meget tilgængeligt…engang… Men nu er der et trist syn med kalkskelettet tilbage og 2-3 cm tyk algevækst på det der burde være levende. For et par år siden var der et uheldig sammentræf, af netop som coral spawning forgik – så var der en vindretning som blæste alt materiale ind i en sandvig. Der lå det indespærret, indtil forrådnelses processen satte igang og det forårsagede massiv iltsvind i bugten. Man håber at naturen kan komme sig igen – men det kommer til at tage tid.
Med lidt spinkle forhåbninger blev der booket en dags dykning, ude på den yderste del af revet…
Det var heldigvis en bedre oplevelse – dybden var beskeden, sigten på lægtvandsdyk er ofte begrænset når oceandønningerne hele tiden skyller henover barriere revet – men koralskrukturen var intakt og levende – pyha. Efter 30 års dykning, lykkedes det også endeligt at opleve en aktiv cleaning station for hajer. 20-30 større individer cirkulerede hele tiden igennem – det var rart at se noget andet end bekymring.
