Fra værdier i jorden, til værdier i naturen.
Vi må videre fra Kalgoorlies vilde vesten look. Det er ellers et ret fedt sted, med alle deres gamle bygninger og guldgraverfeber. Området er tørt, men der er mange penge at gøre med.
Her løber Australiens længste drikkevandsrørledning mere end 500 km fra Perth og ind til gruldgraverbyerne. Uden ferskvand – intet liv. Vi følger rørledningen et godt stykke tid og møder en grusvej, der indbyder til eventyr gennem outbacken. Vi bliver ikke snydt, trods det tørre miljø, er der stadigt dyr at møde.
Wave Rock lever til fulde op til sit navn. Den ligner en bølge, som den står der og knejser. Forskellige alger vokser på stenen og giver den et stribet mønster. Det er ikke helt nemt at gå op på bølgen, men der er mange der giver den et skud.
Nu er man her og så skal der rigtige billede med hjem. Efterladte klip-klapper ved kanten, vidner om strabadserne med at stå fast. Et reb og en trappe længere henne, hjælper de der vil helt op på toppen. Vores zoologiske nysgerrighed fanger et skilt hvor der står Hippos Yawn. Med lidt fantasi kan man godt se, at det ligner en gabende flodhest. Vi har helt lyst til at lave et par store tænder og sætte op.
Vi kommer til Freemantle som er den by, hvor vi i allerførste omgang skulle have sendt vores egen bil til fra Danmark. En virus kom desværre i vejen for de planer – men nu er vi her.
En rigtig dejlig forstad til Perth med en stor befolkning af Italienere. På resturant og ved bagerier severes de lækreste italienske specialiteter – og folk ser særdeles tjekkede ud.
Fra Freemantle sejler en færge, til Rottnest Island. Øen der er kendt for sine Quokkas og selfier med samme. I starten er det egentlig stille flat vand, men længere ude får vi det Indiske Ocean at mærke. Puha, godt at turen ikke varede 5 minutter længere. Vi kommer sikkert i land og forventer at se quokkaer, der står og tager imod på kajen. Men nej – ingen Quokka i sigte – på trods af de mange reklamer.
Vi køber billet til øens turistbus. Mens vi venter opdager vores første Quokka. Den gemmer sig under en busk og virker ret kamerasky. Nå men så tager vi rundt på øen og ser om vi kan finde de andre…
Ingen Quokka i sigte. I retfærdighedens navn, må nok også nævnes at vi er derovre i påskeferien – sammen med virklig mange andre turister. Der er måske ikke så meget at sige til, at de holder sig på afstand.
Sort skink er et relativt almindlige krybdyr på Rottnest – så må vi fotografere dem. Efter at have spejdet efter de små væsner i 6 timer – giver vi op. Tæt ved en toiletbygning, var der en enkelt som hoppede rundt under trappen, men de store charmerende selfier blev det ikke til. Man kan ikke bestemme over naturen – og nogen gange betyder mængden af mennesker og larm at dyrene går i skjul.
På havnen er der et maritimt museum. Der kan vi godt bruge en regnvejrsdag, her er alt fra joller til ubåde, men det hyggeligeste er nu et stort madmarked ude foran. Det er påskeferie, så der er helt fyldt op med mennesker. Der snakkes på livet løs – rigtig god stemning. Her skal vi helt klart spise frokost. Lige i vandkanten, sikke en stemning.
Kursen bliver sat mod Nambung Nationalpark. Her er der store kalkstensformationer, kaldet pinnacles. Her finder vi også Pinnacles Dessert, som er et lille stykke ørken. Der er tusindvis af søjler formet af vejr og vind gennem tiden. Vi har aldrig set sådan nogle før. Det er ret imponerende, så timerne går i interessante omgivelser.
Western Australia er en stor stat. Hvis det var selvstændig, ville det være det 10. største land i verden. Cirka 80% af dens 2.8 millioner indbyggere – er koncentreret omkring Perth og forstæderne.
I Kalbarri føler vi os lidt som i en Crocodile Dundee film. Her er røde klipper, outback og en flod der er blevet forsynet med rigelige mængder vand fra nord. Der er lidt oversvømmelse og det er tydeligt at der er mere flow end normalt.
Vi havde lidt glemt alt om fluehelvedet i outbacken, men er blevet mindet ret kraftigt om dem igen. På med fluenet og ud at opleve naturen. På stierne høres det tydeligt når man ikke har medbragt fluenet. Der hostes og hakkes når man har slugt en flue.
Det kan godt være at vi ser lidt tåbelige ud med net på – men det er ikke os der gumler på insekterne.
