En fængslende historie.
Port Arthur i det sydlige Tasmanien er kendt for sin fortid som fængselsby. Englænderne deporterede fanger fra England til Tasmanien i stor stil.
Her var perfekt pga den tætte skov, man ikke kunne flygte igennem og vandet var heller ikke en mulighed pga hajer og stejle klipper.
På det tidspunkt, var det også de færreste som kunne svømme. Selv hvis man rent faktisk kunne svømme – hvor skulle man så svømme hen?
På øverste etage boede de gode fanger – der kunne opføre sig ordentligt. Jo længere ned man kom, desto dårligere opførsel havde fangerne.
Selv børn kom i fængsel her. Datidens kriminelle lavalder var 7 år og yngste gut i fængsel var 9 år. Det var ikke engang de helt store forbrydelser der skulle til, for at ende her. Straffen var lænker af forskellig tung vægt og hårdt arbejde.
På en ø i nærheden, blev der senere oprettet et ungdomsfængsel. Erfaringen var desværre at børnene fik en vidtrækkende kriminel uddannelse – når de gik sammen med de voksne fanger. Det var nemmere at rette dem op, uden de hærdede kriminelles indflydelse
Nu er området lavet om til museum og naturen er på listen af Unesco Verdensarv.
Vi overnatter i White Beach – ikke så langt derfra ligger en strand med gode surf muligheder.
Vi tager ned og ser om vi kan være heldige at finde nogle surfere. Johnny falder i snak med Hans, som syntes at det er helt fint at vi tager billeder af ham og hans kammerat.
Eaglehawk Neck – der ligger på samme halvø som fængslet – viser sig fra sin pæne side i det gode sommervejr. Vi stopper ved blowhole creek og forventer måske lidt for meget. Det viser sig at være et grottehul fyldt med vand, der står og bølger frem og tilbage. Det store pust lader vente på sig, så vi spiser en omgang fish & chips og nyder solen i stedet for.
Længere op ad kysten kommer vi til Wineglass Bay. Vi ved ikke helt hvad vi begiver os ud i her. Det er faktisk lidt af en bjergestigning vi skal ud på, for at komme til at se attraktionen.
Det går op og op og op. Og masser af trapper. For at få luft og skjule den dårlige kondition, kan vi altid stoppe og bruge som undskyldning, at der lige skal tages nogle billeder. Vi når toppen og kan se stranden. De med god kondi, kan snuppe 1000 trappetrin ned til stranden og det samme retur – hvis man er til den slags. Vi bliver dog hurtige enige om at udsigten nok er flottest på toppen.
På en genvej (omvej) gennem skov og bjergområde, lunter en Echidna over vejen. Bilen kastes ind til siden og ud springer fotografen. I forsøget på at nå den før den forsvinder ind i det høje græs, fyres et par hurtige billeder af. Echidnaen er ret uforstyrret af opmærksomheden og fortsætter glad ind i det høje buskads… Hmmnnn… what to do?
Slangefrygten må tilsidesættes en times tid, mens vi følger den på nærmeste hold og prøver at skyde lidt billeder i det knæhøje græs.
Nu er vores tid her på Tasmanien desværre ved at løbe ud og vi sætter igen kursen hjem mod Graham og Irene, som er så gæstfrie at lade os bo hos dem. Vi bliver der henover weekenden og tager færgen derfra mandag morgen. 12 timers sejltur over Bassstrædet. Vi håber på stille vejr.
Egentlig troede vi ikke at vi skulle opleve mere på Tasmanien, men Graham og Irene mener ikke at vi kan tage herfra uden at have set en Tasmansk Djævel. Vi tager vi alle 4 på en søndagstur til Wing´s Wildlife Park. Hyggeligt lille sted og rigtig godt vejr. Hjemvejen går forbi Preston Fall og sluttes naturligvis med en hyggelig barbecue på terassen.
Tasmanien er fantastisk. Efter at have tilbragt 3 uger på øen, har vi opdaget at den rummer mange muligheder.
For de som er til den mere organiserede turisme, hvor forholdene er klargjort med gode vandrestier og trapper til attraktionerne. Infrastruktur i form af infocentre, toiletter, campgrounds på alle niveauer og indkøbsmuligheder. Så er den generelle østlige side der hvor man skal søge hen.
For de som ønsker at gøre en ekstra indsats for at kunne i højere grad klare sig selv – så er den generelle vestlige side der hvor man skal søge hen.
I vest og syd / vest findes de helt vilde landskaber. Der hvor grusvejene er lange og ujævne, friheden er stor og oplevelserne endnu større – der ligger eventyret. Nogen gange er der godt vejr – andre gange er det hårdt – men eventyret følger forholdene.
Tasmanien tak for denne gang – vi ses igen.
