Unesco Wilderness World Heritage: Tasmanien i det ufriserede hjørne.
En meget stor del af Tasmanien er med sådan en artsrigdom og mængde af natur, at den er optaget på verdensarvs listen.
Kun en enkelt vej går ud i det syd – vestlige område. Derude finder man en blanding af strengt beskyttede områder, samt forskellige grader af mindre beskyttelse hvor der foretages tømmerhugst og produceres strøm i vandkraftværker.
Vejen stammer tilbage fra 1800 tallet hvor menneskets formål var at tæmme den vilde natur. Med nutidens øjne måske ikke et ædelt formål, men husk på at den velstand fremskridtet skabte, har banet vejen for at man i dag kan at pjække fra skole og være bekymret for klodens tilstand .
Som vi kører ud ad den meget snoede vej, forandres landskabet endnu en gang. Bakker bliver til bjerge og skoven antager uendelige dimmensioner.
Både i tæthed, udbreddelse og højde synes den mere og mere imponerende. I Styx Tall Tree Forest Reserve er der lavet skovstier ind i underskoven og i dette tilfælde er det virkligt under-skoven. Blandt de mange imponerende giganter, er der stammer der rejser sig i mere end 80 meters højde. Massive rødder og nederste del af stammen, forvandler os til små puslinge ved siden af elefanter.
Bedst som vi kører ser vi et mindre dyr som skynder sig over vejen. Hov…var det ikke??
Bilen bliver hastigt parkeret ude i vejsiden, ikke helt optimalt da der er blinde sving både for og bagved – men det er den eneste mulighed. Heldigvis er trafikken sparsom – så vi tager chancen.
Johnny løber tilbage til der hvor det lille dyr krydsede vejen. Efter kort eftersøgning, lykkedes det at finde et dyr med pels og pigge – en kortnæbbet Echidna – eller på dansk kortnæbbet Myrepindsvin.
Echidna har længe stået helt i toppen af ønskelisten over specielle dyr som vi gerne vil finde. Fyren her er formodentlig meget ung og ikke helt udvokset endnu. Som voksen er den cirka dobbelt så stor og bevoksningen af pigge er helt dækkende af kroppen.
Echidnaen er meget forsigtig og reagerer på hvert kamera klik. Samtidigt er vores bil jo parkeret lidt dumt – hvis der kommer andre biler. Vi beslutter at kun tage få minutter med den – før vi må videre.
Helt optimalt havde vi siddet stille i timevis, så ville den indse at vi ikke er farlige – men ikke i denne omgang. Smilet over at have fundet et ønskeliste dyr – varer dog i flere timer der efter.
Ude for enden af asfaltvejen, ligger et af Tasmaniens hydrokraft anlæg. I tresserne besluttede man at lave ret store forandringer i allerede en eksisterende sø. Via store dæmninger blev Lake Pedder skabt over et areal på 240 km2. Formålet var at udnytte det årlige regnfald på 2,5m og bruge det som energi reserve for et vandkraftværk. I dag dækker strømproduktionen 13% af Tasmaniens energiforbrug.
Projektet mødte også folkelig modstand, der medførte at verdens første miljøparti med grøn dagsorden blev dannet.
I dag hvor man kan besøge de forskellige dæmnings anlæg, er det et imponerende syn. Dels er det ingenørsmæssige bedrift af at bygge strukturer der tilbageholder den mængde tryk / vægt. Dels er søen et naturskønt område hvor grusveje giver os adgang til dele af Tasmaniens vildmark som vi ellers ikke kunne tilgå.
Af alle de steder som vi har rejst i verden, er de konstant skiftende scenerier i syd – vest, noget af de flotteste vi har oplevet. Vi tog der ud i formodningen om at bruge en enkelt dag, men måtte modvilligt forlade det efter 3 dage. Havde vi blot medbragt mere mad – var vi blevet der endnu længere.
