Roadtrip til den røde midte.
Man må sige at vejret er med os. Sommeren i Australien er ikke sådan at kimse af. Temperaturen ligger på 33- 41 graders varme – det skal vi lige vænne os til.
Når solen går ned ved 20:30 tiden har vi de smukkeste solnedgange, med helt rød himmel. Træerne står som flotte sorte siluetter mod horisonten.
Vi har tilbragt lidt tid i nærheden af Adelaide, oplandet til storbyen er flot og vi har nydt vores tid her.
På vores tur til Australien er vi blevet dybt begejstret for naturen, dyrelivet, stemningen og landskaberne.
Men det allerstørste aktiv som Australien har haft at byde på – er dens indbyggere. Flinke, åbne, nysgerrige og utroligt hjælpsomme. Graham & Irene har f.eks ydet en fantastisk mængde hjælp og givet en introduktion til Sebastian der har hjulpet med vigtige tekniske detaljer på vores bil.
Tanja & Brad som vi besøgte på tur et, har været vores livlinie når vi undrer os over noget, for 117. gang.
Tilfældigt har vi stået ved turistinfo steder og har pludseligt haft en samtale om hvordan at en Australsk kvinde havde supergode minder fra Danmark som teaterinstruktør og ligeledes havde gået på den internationale animationskunstner uddannelse i Viborg.
Australien er fantastisk og dens indbyggere i særklasse.
Bedst som vi kører afsted begynder koblingspedalen at leve sit eget liv. Når den bliver trykket ned, vil den ikke op igen.
Det er der heldigvis råd for. Efter lidt opkald til forskellige reservedelsforhandlere – finder vi en som kan skaffe en koblingscylinder hjem til næste dag. Johnny er jo mekaniker, så den bliver skiftet på kort tid. Der er stor begejstring for Landcruiserens simple opbygning, her har ingeniørene faktisk taget hensyn til, at den skal repareres på et tidspunkt i dens levetid.
Den nemme adgang til reservedele og fraværet af unødvendigt bras, som man skal grave sig igennem, for at komme ind til problemets kerne – er netop derfor at vi valgte denne model i Australien.
Med fornyet håb på en god tur, sætter vi atter kursen mod Alice Springs.
GPS’en siger 1200 km ligeud, så vi regner ikke med at fare vild – lige med det samme.
Temperaturen stiger og det samme gør antallet af fluer. De går målrettet efter øjne, næse og mund.
Man lærer meget om sig selv på en lang rejse og vi har f.eks lært at vi egentligt ikke kan lide fluer. Vi mistænkte det lidt på forhånd – man skal jo ikke være for hurtigt til at dømme en oplevelse ude – men konklusionen er klar: Vi kan ikke lide dem.
Heldigvis er der et velassorteret RoadHouse i Pimba, hvor alverdens småting kan købes. Der finder vi fluenet til hovedet og turen bliver straks 30% bedre.
Vi kommer til Coober Pedy – The Opal City Of The Outback.
Et lille museum har luret hvad de rejsende vil have, så de tilbyder gratis camping på deres store parkeringsplads. Det er vi 5-6 biler der benytter sig af og langt størstedelen, besøger derfor det flinke museum næste dag.
Det er bygget over den første opal-mine som blev åbnet i byen. 2 brødre jagtede i starten af 1900-tallet et stort ørkenfirben. De sporede den til sin hule og ved et tilfælde finder de en åre med opaler.
Forsøgsmæssig graver de den ud med gammeldags håndværktøj. Hårdt, støvet og varmt arbejde – men det kan lade sig gøre. Gradvis opstår en større industri, som understøtter byen helt frem til i dag.
Vi går ind på museet og ser de oprindelige minegange, det er også illustreret med dukker, hvordan de kom op og ned ad mineskakterne.
Der er også blevet gravet en bolig ud, hvor de kunne bo – sommerns voldsomme hede var også en udfordring dengang. Under jorden var det ikke helt så varmt.
Nu er der en del undergrundshoteller i byen, hvor man kan få lidt af undergrundsstemningen som luksusturist.
Store bunker at tør jord vidner om at den industrialiserede åbne minedrift, er meget aktiv i og omkring Coober Pedy.
Det er en lang strækning vi har begivet os ud på. Vejen fortsætter i det uendelige og det er temmelig varmt, så vi nyder godt af bilens aircondition. Det havde været umuligt at køre herud uden det.
Midt i varmedisen, kan vi pludselig se noget stort på vejen. Vi sætter farten ned og kommer tættere på.
Sus råber nærmest til Johnny ” Johnny….. der står altså en kamel på vejen. Ej… der er to”
Vi havde godt læst at der er vilde kameler i Australien, men at vi skulle være så heldige at finde nogen, det var en god overraskelse. Ude i vejkanten, står resten af flokken. Der er en 12 stykker i alt. De tager benene på nakken, da vi begynder at tage billeder. De har kun en pukkel, så det må være dromedare.
Men ude i den store verden, hedder de vist allesammen kameler.
Før vi kommer til Alice Springs, som er det nordligste vi kommer i Northern Territory, – så skal vi til Uluru (Ayers Rock). Det nærmer sig i det fjerne.
