Australia Zoo – Fraser Island
Bingo – så er der Dingo og Store Peter Edderkop kravlede ind i bilen.
Siden vi begyndte at interessere os for Australien, har det været Sus´ store ønske at se Steve Irwins Zoo, Australia Zoo.
Krokodille jægerens søn, Robert Irwin har overtaget krokodilleshowet fra hans far.
Inde i Zoo er der lavet en stor arena, med pool til krokodillerne. De bor udenfor arenaen, men har en vandgang ind til showpladsen. Det minder om coloseum, med glatdiatorkamp. Der er et kamera der følger krokodillen, hele vejen ind til arenaen.
Vi vil helst kun have billeder af dyr på bloggen, som vi har fundet ude i naturen. Så derfor er ikke så mange fra Zoo. Men lidt – vil vi gerne gøre plads til.
Det er en flot Zoo med masser af plads til dyrene – det sætter vi meget pris på. Hovedtemaet er de Australske dyr, men andre kontinenter er også repræsenteret.
Vi kører mod Rainbow Beach hvor vi skal klargøre bilen til Fraser Island. Med julelys i øjnene køber Johnny nogle MaxTrax til bilen. Så nu er vi en rigtig firhjulstrækker, der er selvhjulpet hvis vi kører fast i sandet. (Har også frontspil og en DeadMan til nedgravning)
Fraser Island- K´gari er verdens største sand-ø. Der er ingen asfaltveje, så der er kun adgang med 4-hjulstrækker. Enhver drengerøvs drøm.
På P-pladsen før færgen holder bilerne på rad og række og lukker luft ud af dækkene. Når dækket har lavere tryk, bliver kontaktfladen længere og synker dermed ikke ned for at sætte sig fast.
Tidevandstabellen bliver studeret nøje, så vi kommer over når det er lavvande.
Vi bliver sejlet over med landgangsbåd, der sætter sin klap ned i strandkanten, så kan man køre videre på stranden derfra. Vi skal nå rundt om pynten – før vandet kommer ind igen. Ellers er det ikke muligt at komme forbi. Det går ganske fint og vi når frem på østsiden af øen, før tidevandet vender for alvor.
På stranden må man køre 80 km/t, så der bliver kørt godt til. Så modige er vi dog ikke til at starte med. Vi skal lige øve os lidt og se hvad vi har med at gøre.
Vi finder en vej ud til Lake McKenzie- et naturskønt område. Men vi er ikke de eneste med den idé . Da vi kommer frem – er der fydt med biler. Det er umuligt at finde et sted at parkere, vi må desværre køre videre. Så går turen ad snoede ujævne veje til Lake Wabby.
Her er der til gengæld færre, så vi finder nemt en P-plads.
Første stop er udkigsstedet. Her er virkelig flot.
Solen brænder nådesløst, så det virker tillokkende at gå ind i skovens skygge og følge stien ned til søen. Vi er i den grad kommet til de varmere himmelstrøg
Efter en kilometer igennem skov, kommer vi ned til søen. Vi finder hurtigt udaf at en solskoldning er kraftigt på vej – hvis vi ikke kommer tilbage i skyggen igen. Så nemt skal det dog ikke være…
En slovak kommer over og taler med os. Han bor i Sydney og skal først lige brokke sig over parlamentet, politikerne, politikken, krigen i Ukraine, Europa, Kina osv. osv.. osv… Vi står bare og smiler – mens vi bliver mere og mere sprød i sværen.
Vi vrider vores hjerner, for at finde en udvej. Hvordan får vi ham dog til at stoppe? Til sidst har han dog fået luft og vi siger pænt tak for snakken og med ørene rungende af negative ord – skynder os ind i skyggen.
I skovens dybe stille ro – finder vi en Goanna. Der er bare noget helt specielt over dem.
Turen mod Happy Valley går ad stranden mod nord. Ud af øjenkrogen er vi så heldige at se en Dingo. Først snuser den lidt rundt og får så færten af en mor og hendes datter der står i vandkanten, med deres fiskemading.
Den fiskemadding ligner et let måltid, så den sætter i rask trav henover stranden og ned imod de to. Vi kan se at de ikke er helt trygge ved situationen. De går ud i vandet og dingoen følger efter. Vi kører over til dem og dytter for at skræmme dingoen væk.
Mor og datter går i ly ved vores bil og takker os for at stoppe. Efter at have gennemsniffe en større lejr, bliver dingoen skræmt væk. Efter denne omgang “dus med dyrene” bliver frokosten indtaget på stranden, hvor vi kan sidde og kigge på springende pukkelhvaler i det fjerne.
Sidste dag på Fraser Island vil vi bruge på at køre den store scenic rute på fra Eurong til Dilli Valley. Det går 30 km gennem regnskov, forbi nogle søer og endnu mere regnskov. Vi gør holdt ved Central Station hvor Johnny lige skal ordne kammeraet. Bagdøren står åben og han står inde i bilen.
Øhm… Johnny… der sidder en stor edderkop og kigger på dig lyder det fra Sus.
Og så begyndter panikken at brede sig. Heldigvis på den rolige sjove måde. Det mindre sjove er, at den sidder på indersiden af døren, så vi kan ikke bare lukke den. Sus beder om at få sin vandrestav til at daske den ned med, men Johnny vil lige sikre sig et billede af monsteret først. En Sydafrikansk Australier er så sød at komme over til os, da han kan fornemme at der er noget mystisk i gære.
Nåå det er bare en Huntsman siger han. De er bare store, ikke farlige. Det er de små i skal være bange for, siger han med et grin, og dasker den væk med hænderne.
Vi triller videre og kigger på den flotte skov. Pludselig ser vi en gren på vejen, men den er faktisk levende. Det viser sig at være en 1,5 meter pytonslange der vil krydse vejen. Travlt har den ikke, og der holder vi og kan ikke komme udenom. Vi kører lidt tættere på og den bestemmer sig så for at tage benene på nakken. Dagens morale: Hold øje med de lavtgående fodgængere.
Tilbage i vores lejr er vi igang med aftensmaden – da en dingo kommer forbi og vil se hvad der foregår på dens territorium. Den er helt afslappet, gaber – og lusker videre, da den finder ud af at vi serverer ikke aftensmad for de vilde dyr.
Der er store bøder for at fodre dingoer. Det vil myndighederne bare ikke have. Selvom de ser søde ud, så er de rovdyr og for nogle år siden slog en flok dingoer en 9-årig dreng ihjel, så de skal ikke tilvænnes mennesker. Beskyt dyrene og pas på dem – ved at holde dem vilde.
