Springbrook Nationalpark- Tambourine Mountain. Når forberedelse og held følges ad.
Efter at have tjekket vores nye naturlejr for edderkopper og pytonslanger, er de eneste skabninger vi finder, bitte små wallabies.
Det er de mindste vi har set indtil nu, knap 40 cm høje og ungerne selvsagt endnu mindre. En unge kigger ud fra sin mors pung og når hun bukker sig ned for at græsse, kan den lige stikke hovedet ud og få en mundfuld med.
Vi finder en god lang vandrerute, med et vandfald på 106 meter. Det er muligt at gå fra top til bund ad snoede stier langs klippesiden. På toppen vokser der eukalyptus og i bunden, er der tæt subtropisk regnskov.
Sus går forrest og sætter tempoet, så Johnnys lange ben ikke stikker af med os. Vi skal jo gerne nå, at se dyr og natur.
Det er en smal sti, så vi har travlt med både at holde øje hvor vi træder – og kigge til siderne, for at se efter dyr.
Da Sus kigger frem på stien, kommer en stor Goanna (Varan) ud af krattet. Den går på stien lige foran os i 20 sekunder, og lusker så ud i krattet og er pist væk. Desværre var vi ikke helt klar med kameraet – det blev kun nogle slørede billeder i forkert format – så var muligheden forpasset. Så kan man lære det!
Altid være klar med den optik der egner sig bedst til de sky og hurtige oplevelser – landskaberne skal nok stå stille og vente tålmodigt, på at du skifter brændvidde.
Således mere erfarent blev optikken skiftet. Vi går ikke længe før en stor brun slange på omkring en meter, hvisler ude i venstre side. Sus letter en meter og er ved at skide grønne grise. Men den er lynhurtigt væk igen.
Vi er godt nok på udebane i de australske skove. Det er ikke som en tur rundt om Hammermøllen. En australsk famile med mor, far og barn kommer gående. Vi advarer dem om, at der er en slange i krattet, bare så deres barn ikke går derover. Vi aner jo ikke hvad det er for en og hvor den er nu.
Deres reaktion kommer helt bag på os…
I stedet for at gå udenom, spørger de hvilken farve den havde. Er den grøn? Hvor stor er den? I ved godt at der er Common Death Adder her ik?
Det siger de alt imens de står med hovedet helt tæt på og roder med begge hænder i krattet for at finde slangen.
Jo tak, vi har læst at en pisse giftig slange færdes hjemvant på vores rute. Men det var ikke sådan en. Australierne kan ikke finde den og vi går allesammen videre ad zig zag stien.
Øhm… hvad skete der lige der? Vi griner og bliver enige om at der er en vis kulturel forskel med hensyn til reaktionen på slanger mellem cool australier og danskere med reptil-paranoia.
Helt nede ved bunden, kan vi beundre vandfaldet og ikke mindst nationalparken. Nogle mindre varaner og firben poserer velvilligt for fotos.
På en vingård i Tambourine Mountain har de specialiseret sig i bevaringen af glow worms – de kender vi i Danmark som Sankt Hans Orm.
For at tage presset af den naturlige hule hvor de har deres habitat, har de lavet en beskyttet grotte til ormene, hvor de kan sidde og lyse som små grønne spotlys.
Vi tager ind og kigger på dem – desværre må vi ikke tage billeder. Hvis en blitz går af ved et uheld, eller en mobilskærm lyser op – så stopper de med at lyse.
Rundt på væggene og i loftet sidder de som små grønne dioder. Hvis vi ikke vidste bedre, kunne de godt have narret os. Guiden lyser med et rødt lys, som de ikke reagerer på. Med det kan vi se de små larver ved deres spind, hvor de sidder og lokker insekterne med deres lys.
Vingården er rigtig hyggelig og til vores store overraskelse, er der mange varaner i forskellige farver og størrelser. Som guiden sagde ” de er meget fredelige, men tag ikke fejl. De vil ikke være jeres ven, bare have jeres mad”.
En flok amerikanske piger på veloverrstået vinsmagning fik også deres sag for. En varan sprang op på deres terrasse – de hylede og skreg op og trak benene op. Det blev et værre spektakel – men mon ikke også den forudgående generøse vinsmagning, havde en vis indflydelse?
Vi snupper en overnatning i Gold Coast og skal bo ud mod Saltwater Creek.
Her er vi så heldige at der også er flyvende hunde og da solen går ned 17:35, er vi midt i aftensmaden, da de begynder at flyve. Den sidste spagetti bliver lynhurtig slugt og så er det bare om, at være hurtig med kameraret.
Vi kunne godt tænke os et billede, hvor de flyver på nattehimlen. Tidsrummet hvor de flyver og der stadig er lys nok til at fotografere – er utroligt begrænset. Men det lykkedes.
