Historien om at vedholdenhed – betaler sig.
To år med Covid-19 – damn hvor tiden flyver. Efter at vi alle har gået rundt og kigget mistænkelig på hostende mennesker og været forargede over folk uden mundbind. Så er forberedelserne stadig i gang.
Australien og New Zealand lukkede sig ned, som de strengeste lande i verden. Udgangsforbud og dommedag. Selv deres egne statsborgere måtte glemme alt om at rejse tilbage til deres hjemland – eller ikke engang må deltage i deres kæres begravelser.
KLAP – sagde det og selv en østers virkede som et åbent og let tilgængeligt dyr.
Så havde vi følgende valgmuligheder:
1. være sur – vær meget sur.
2. give bilen den HELT store omgang, hvor kun tosser og entusiaster våger sig ud.
Alt var jo også lukket i Danmark.
Efter at have udforsket punkt 1, rykkede vi videre til punkt 2.
Karossen blev taget af rammen og gennemgået på ethvert punkt der blot lugtede svagt af rust. Ramme blev sandblæst, metaliseret og epoxy lakeret.
En ombygning af karossen, så centralvarme bliver sendt op til vores luksusfusser i tagteltet. Nye opbevaringsløsninger blev indbygget. Enhver overflade er grundigt gennemgået og lakeret. Mængder af fin ny interiør og synlige dele (samt en hulens stor bunke usynlige dele) er udskiftet og bilen står som helt ny. Alt dette arbejde tager tid, men vi havde luret at denne her Covid ting var noget som verden skulle slås med i en rum tid.
I foråret 2022 begynder der at være svagt håb for verden igen.
Australien og New Zealand begynder at lufte tanker om, at de måske vil åbne op igen – inden sommerferien.
Vi går straks igang med at skaffe containerfragt… men der fandt vi 99 planer som ikke virkede og endnu ikke den ene som førte til succes. Containerfragten er gået helt i uorden, skibe ligger i kø og kan ikke komme til havn. Fragtpriserne skyder i vejret med raketfart – med et tempo som ville være regeringen Frederiksen værdigt – når de slagter et helt minkerhverv
Vi fandt dog et firma som gerne ville sende vores bil til Australien, for kun tre gange normalprisen – uden garanti for at bilen kom frem på samme tid, som vi også ville være i landet…det blev et nej tak.
Ny plan (igen – igen – igen)
Vi køber fandme en bil i Australien!
Vi leder på hele kontinentet og efter moden (umoden) overvejelse kastede vi vores kærlighed på en Toyota Landcruiser Troopcarrier. Det var kærlighed ved første blik, desværre var det åbenbart ikke gengældt – den blev solgt til anden side. Føles egentligt lidt ligesom narrefi… biiiiib.
Kærligheden blomstrede dog hurtigt igen, da vi fandt endnu en Troopy Camper til salg. Denne gang var det med at være hurtig.
Ringe til Australien få timer efter den blev sat til salg – overbevise skeptisk mand på den anden side af jordkloden at vi var reelle mennesker. Efter få e-mail udvekslinger afsende en større sum penge for et stk. Toyota Landcruiser VDJ78 Troopy, som er ex-udlejnings camper.
Så nu ejer vi en bil på den anden side af jorden… nu skal vi “bare” have Visa til Australien.
Ja – det burde være nemt, ik? Sidst blev vi godkendte til langtidsvisa indenfor 48 timer.
Vi søger straks Visa, ca 2 måneder før – det burde være i god tid.
God tid – min bare røv. Efter 40 dage venter vi stadig på svar, eller bare i det mindste et enkelt livstegn. De Australske myndigheder opgiver selv 37 dages behandlingstid for 90% af ansøgningerne.
Johnny ringer til Australien og får en lang næse – vent venligst – det kommer når det kommer.
Johnny ringer meget mere til Australien, for tiden går og nu er det dælme ved at være kritisk.
Johnny forstår ikke bureaukrater….de er venlige og korrekte, men uden selvstændig livsvilje og eventyrslyst.
7 dage før afgang, må vi trække de lange visum ansøgninger tilbage.
Ny plan… vi søger korte visa for 3 mdr turister, der er 90% færdigbehandlet indenfor det første døgn.
Igen sker der absolut intet og Johnny ringer igen til Australien…guess what – intet resultat.
På selve dagen hvor vi havde (skidedyre) flybilletter og stadig ingen visa, opretter Anne (ældste arvingen) en visum ansøgning og bliver godkendt på mindre end et minut!!!!!!!
What is going on?????
Aftenen før var vi nødt til at aflyse vores flybilletter – situationen var simpelthen for uholdbar og hvis vi ville have bare en kinamands chance for at redde lidt flybillets penge – skulle det gøres NU.
Efter meget frustration, viser det sig at vores gamle Immigrations konti som vi lavede i 2019 ikke er blevet korrekt overflyttet til Australiens nye smarte onlinebaserede system.
AAAAAAAAAAAAAAAAAAARGH.
Efter lidt palaver frem og tilbage med myndighederne, må vi slette vores gamle konti, oprette spritnye konti helt fra grunden, ansøge om nøjagtigt de samme visa og VUPTI så er vi pludseligt velkomne i kænguruens og koalaens dejlige land.
HURRA så skal vi bare have billetter… som først er muligt om 3 uger, med mindre at vi vil flyve businessclass. Det vil vi gerne, men der er bare lige den udfordring at 50.000kr er alt, alt, alt for meget for en billet.
Så vi flyver 3 uger senere. Vi har nu visum og billetter – fortsættelse følger.
