Rumænien
Vi har set mange små hestevogne, som stadigvæk er meget anvendt her. De kører fint ude i siden af vejen og nogle af dem har også nummerplader på.
Da vi kommer ind på tankstationen for at fylde diesel, står der også et vognlæs med hø.
Vores platte humor dukker op til overfladen – vi morer os lidt over, at det er nok så alle slags hestekræfter kan blive tanket her.
Efter at have kørt hele dagen finder vi en hyggelig campingplads.
Der er ikke så mange andre campister på pladsen, så da vi har pakket lidt ud og spist aftensmad, kommer campingfatter over til os og spørger om han må sidde hos os og hyggesnakke lidt.
Det siger vi ja til, så sidder vi og hygger imens solen går ned.
Vi fortæller lidt om vores tur og så begynder han at fortælle om ham selv og hans familie som stammer fra Ungarn.
Han siger at han gerne vil fortælle os en historie, som man ikke kan finde i bøgerne. Man hører altid kun om vinderne i en krig, sjældent om taberne.
Efter 1. verdenskrig fordelte sejrherrerne landene imellem sig. Den del af daværende Østrig-Ungarn der kendes som Transsylvanien, kom til at høre til Rumænien.
Den Ungarnske befolkningsgruppe blev senere forsøgt presset ud af landet.
Specielt da Nicolae Ceausescu kom til magten, flyttede han en stor mængde Rumænere til området. Dermed var planen at avle Ungarerne ud af landet. De blev set som en pestilens og et problem, da de følte sig for meget tilknyttet deres gamle hjemland.
Han siger at vi bare skal se på kirkerne. De Ungarnske kirker i området er 800 år gamle, de Rumænske er kun 100 år.
Det er spændende at sidde og høre ham fortælle hele aftenen, og det ligger ham virkelig meget på sinde at fortælle historien om hans families skæbne.
Næste dag fortsætter vi mod det Transsylvaniske højland.
Der er utrolig smukt. Vi kommer til en by, hvor der ligger en form for vandrehjem. Vi kører ind og spørger om der er en ledig plads. De kigger lidt på os og vi får lige elevatorblikket.
Nej, der er desværre ikke plads til os siger han. Underforstået at vandrehjemmet er langt under vores standard. Han siger at vi hellere skal køre over til hotellet, lidt længere nede ad vejen.
Vi får vendt bilen og triller over til hotellet. Der er en stor P-plads, restaurant og et stort hotel i mange etager. Fint ser det ud. Der er endda også gang i et stort bryllup da vi ankommer. Vi ved ikke rigtig om det lige er os, men Johnny går ind og spørger om de har et ledigt værelse. Det har de, og vi er meget velkomne.
Vi får deres fineste penthouse lejlighed på ca 70 kvm. Vi er helt målløse.
Der er en fin entre, spisestue, soveværelse, kontorplads, og et kæmpe badeværelse.
Selve brusekabinen er nok 10 kvm. Det afsløres dog at når den bruges, får man også fodbad. Der står 8 cm vand på gulvet inde i kabinen.
Det viser sig at afløbet er det højeste sted i badeværelset!
Alt er designet i træ, selv sengen har en fin sengegavl, med små stykker grene der stikker ud. Det er flot lavet, men da Johnny læner sig tilbage og får hakket et stykke træ ind i hovedet, var det knap så imponerende.
Vi burde nok have redt seng, inden vi tog et billede, men det kan vi jo ikke ændre nu.
Prisen for hele herligheden er omkring 150 kr i døgnet.
Vi går ned i restauranten, for at få lidt at spise. Tjeneren kan desværre ikke tale engelsk og menukortet er kun på rumænsk. Så vi må med tegn og fagter og muh-lyd forhandle os frem til en lækker bøf. Det er ren luksus, og langt over vores normale rejse niveau.
Men til de priser, skal det da også prøves.
De laver rigtig god mad, så man kan trille ud af døren – for den beskedne sum af 170 kr. Tre retter og drikkevarer til to personer, det var en god aften.
I skærende kontrast står det fattige boligkvarter, som vi kommer igennem kun 2 minutters kørsel fra hotellet.
