Polen – Slovakiet
Da vi sidste år rejste til det østlige Europa, fandt vi ud af at her bliver vi nødt til at bruge noget mere tid. Der er så meget at se og opleve.
Så denne tur går gennem Polen, Slovakiet, Rumænien og Balkan.
Vi tager til Zarkopane i det sydlige Polen ved Tatrabjergene i Karpaterne.
De lokale står ude langs vejen med skilte der tilbyder overnatning. De tilbyder både privat overnatning og overnatning på byens hoteller. De er meget ivrige, men da vi overnatter i bilen har vi ikke lige brug for den service. Til gengæld er der også mange små madboder, og den service er lige os. Der er lækkert lokalt bagværk, som vi gerne sætter tænderne i. Vi får også købt lidt brød vi kan have på lager i bilen.
Byen er omgivet af bjerge og er et udsøgt skisportssted. Om sommeren er det også muligt at gå på opdagelse i byen og komme op med svævebanen. Her kan man nyde udsigten over nationalparken.
Det viser sig at der er over 1 times kø til svævebanen. Så vi prøver at slå ventetiden ihjel ved at gå over i en bod og købe is.
Men køen er lang og den lader ikke rigtig til at flytte sig, så vi beslutter os for at finde gå-benene frem og følge en lille sti.
På vej op ad bjergstien støder vi på en fårehyrde, der er i gang med at samle fårene sammen så de kan blive malket.
Det er en varm sommerdag, og vi får hurtigt varmen. Godt at vi ikke har en lige så tyk uldfrakke på som fårene.
Efter en god gåtur bliver vi belønnet med flot landskab.
Det er også muligt at tage på en tur med hestevogn. Pga de stejle veje, har hestene specielle opklodsede sko på, så de ikke vrider så meget i benene.
På vores sidste tur kørte vi bare transit gennem Slovakiet, så nu tager vi os lidt tid til at opleve noget. Vi tager til Demanovska cave of liberty som er en kæmpemæssig drypstenshule i Tatra-bjergene. Vi har set mange huler og grotter men denne her slår næsten alle rekorder. Den kølige luft i grotten er mere end velkommen i den stegene hede, som vi befinder os i.
De store stalakitter hænger ned fra loftet og på gulvet er der gennem tusindvis af år blevet opbygget flotte stalagmitter.
Der er områder som er afspærret, men der er også mange steder hvor man kan komme helt tæt på. Vi tør nærmest ikke at bevæge os af skræk for at røre ved noget, der måske kan knække. Så det er forsigtige og rolige bevægelser.
Længere inde i grotten er der en underjordisk sø. Den har helt klart vand og der er flotte genspejlinger.
Vi har set billeder hvor man sejler rundt i robåd, men det er ikke noget de tilbyder i dag.
Hele grotteturen er på knap 2 km, der er en del trapper der skal forseres, men det er jo godt for kondien.
Vi er i hurtig transit gennem Ungarn og kommer nu ind i Rumænien, hvor vi har fået en rigtig god tur rute i bjergene.