Thórsmörk og Hekla
Der er forskellige vandreruter i området, men vi ikke er vandre-eksperter så vi går op til informationen og spørger hvad de kan anbefale. Det skal bare være en kort tur.
De fortæller os om mulighederne og viser os hvor vi skal gå hen, for at tage en lille tur på ca 1½ time. Det er lige noget for vores niveau, så den snupper vi.
På med vandrestøvlerne og afsted det går.
Vi går lystigt derudad og også en del opad. Efterhånden som tiden går, kan vi godt fornemme, at vi vist er kommet ud på den forkerte rute.
Det går meget stejlt op. Vi holder pauser undervejs og nyder den ekstremt flotte udsigt. Til sidst går det dog så stejlt op at vi må kapitulere. Nu tør vi simpelthen ikke gå længere ad den rute. Udsigten er ikke til at tage fejl af.
Det er godt vejr, så vi kan se vidt omkring og der er meget øde. Ingenting fra civilisationen forstyrrer billedet. Der kommer et lille privatfly, som er på tur gennem dalen. Det kunne nu også være sjovt at prøve sådan en tur. Det må være en flot oplevelse. Men der skal man nok have den store pengepung med.
For ikke at fare helt vild, følger vi den samme rute tilbage igen. Tilbage i lejren, får vi pakket vores ting sammen for at køre videre.
Det er helt sikkert et sted vi kunne tænke os at komme tilbage til, og gerne bruge nogle flere dage i området. 26 vandkrydsninger senere er vi ude af Thórsmörk og kører over til Hekla.
Det er vildt at se hvordan lavaen bare er flydt ud i landskabet og har efterladt sig en størknet stenflod. Vi holder tæt på lavamuren som er flere meter høj. Den skal nok være 7-8 meter.
Der er god læ, så det er perfekt pandekage vejr.
Vi bliver ved Hekla hele dagen, og beslutter os for at overnatte med en aktiv vulkan i baghaven. Fantasien stikker hurtigt af for os. Hekla kan jo i princippet gå i udbrud når som helst.
Vi prøver at overbevise hinanden om, at vi nok ville blive vækket af jordskælv først. Det gør det heller ikke lettere at der ligger en sky på toppen, så det ser ud som om Hekla damper.
Ville vi mon kunne nå væk, hvis den gik i udbrud. Hm……
Vi er lige ved at overveje at pakke sammen og finde et andet sted at sove. Men beslutter os for at nu skal vi lige klappe hesten og ikke tænke på at vi har en slumrende vulkan som nabo. Vi får en uforstyrret og bestemt tiltrængt søvn og da solen står op, glæder vi os over at vi ikke er blevet vækket af naboen i løbet af natten.