Afsted det går, denne gang til Alperne. Højdeskrækken skal vedligeholdes, formen skal finpudses for at finde alt det som virker – og alt det som ikke gør…
Efter et par dages rolig Autobahn kørsel gennem Tyskland, kan vi konstatere at ny type støddæmpere, lidt styretøjsarbejde og en sænkning af tagteltet har haft en yderst positiv indflydelse på bilens håndtering. Man mærker næsten ikke at der er kommet 100kg på taget. Vi er på vej nedover imod Alperne og sætter kursen imod Grossglockner bjerget. Der er en snoet lille bjergvej som fører op i 2700m.
Ermmnn… Vi er åbenbart ikke de eneste, som har lyst til at køre der. Motorcykler -sportsvogne og superbiler. Porsche, Ferrari, Lamborghini, McLaren, Massarati – hvis det er dyrt, er det repræsenteret der.
Samt en tåbelig firehjulstrækker med stor vindmodstand og en glad (men gammeldags) dieselmotor – det er os 🙂
På vej op ad kurverne bliver vi overhalet for fuld musik. Da de er passeret, bliver der heldigvis også plads til vores type kørsel.Der kan vi beundre udsigten og minde hinanden om at hvis man falder ud over kanten – gør det kun ondt hvis man overlever.
Til vores behagelige overraskelse kører vi ikke ud over afgrunden og vælger at fejre vores fortsatte liv med en overnatning.
Næste morgen går turen hen over bjerget igen. Alt forekommer klart.Superbilerne og motorcyklerne gasser op.
Kampberedte midaldrende mænd i Lycra (med deller) står klar med carbonfiber racercykler. Pralende fortæller de hvor mange Watt de kan yde.Alt er timet og tilrettelagt – selv DSB sommerkøreplanen ville være misundelig.
Men så severer Moder Natur et ordentligt Bitchslap…
Klask – lavthængende skydække i 1200m højde og 15m sigtbarhed.
De før så kampberedte Lycradelle ræsere bryder sig bestemt ikke om 4 gr temperatur og 99% luftfugtighed.
Selv de milliondyre superbiler syntes pludseligt at det er helt OK at ligge bag en langsom 4×4 og lade ham om at finde vejen ned ad hårnålesvingene.
Således blev vi alle lige igen.