I Merzouga er der ørken så langt øjet rækker. Yes! Det er her vi skal køre i sand.
De lokale har dog også fundet ud af at man kan spinde guld på tosset turister, der vil ud og køre i sand. En marokkaner henvender sig og vil meget gerne have os til at booke en tur hos ham, så skal han nok give os en tur på fulde drøn rundt i sand klitterne.
Der er ikke den erfaring han ikke har. Han har endda kørt Paris- Dakar, så ham skal vi da ud og køre med.
Han er lige smart nok til vores temperament så vi afslår hans tilbud. Vi er der jo for at køre i vores egen bil, og så følger han ellers efter os i sin bil og bliver ved med at spørge om vi mon vil med nu?
Til sidst får vi rystet ham af, og finder selv en vej ud i sandet. Her leger vi lidt, men da sandet bliver for løst, er det kun Johnny der syntes at det er sjovt at køre i, så Sus er hurtig til at melde sig som fotograf, så Johnny kan være legebarn.
Det går lystigt derudad og vi har en hyggelig eftermiddag i det smukkeste landskab.
Da solen er ved at gå ned, kører vi tilbage til den lille by og finder vi en kasbah, hvor vi kan overnatte.
Receptionen byder på mynte te og fortæller at vi kan booke en beduin, der gerne vil vise os solen stå op over Sahara på kamelryg.
Det lyder hyggeligt så det vil vi gerne prøve.
Vi skal tidligt op for at nå vores aftale med beduinen og nå ud til sandklitterne før solen står op.
Klokken 3 ringer uret og vi gør os klar, men der er ingen beduin i sigte. Har han mon glemt os?
Efter en times tid kommer beduinen med hans 2 kameler. Vi havde bare misforstået tidspunktet.
Vi kigger med ærefrygt på de to dyr. Man har jo hørt historier om folk der styrter ud over hovedet på kamelen når den rejser sig op. Godt placeret i sadlen, lavet af løse tæpper og remme, holder vi godt fast. Vi skal i hvert fald ikke blive til grin.
Beduinen får kamelerne til at rejse sig og det er jo en oplevelse i sig selv. Ingen pinlige scener, vi sidder der endnu, og kan roligt traske ud i ørkenen, i nattens mulm og mørke.
Da vi kommer ud til den store sandklit, beder han pludselig kamelerne om at lægge sig ned, og så får vi besked på at vi bare kan gå op på toppen og nyde udsigten og se solen stå op.
Beduinen tager sadlen af den ene kamel og pakker det hele ud, og så har han en seng hvor han kan sove indtil vi kommer tilbage.
Vi begynder at gå mod toppen (92m), men må se i øjnene at det er lidt af en udfordring at gå stejlt opad i løst sand. Sus´ dumme knæ syntes ikke at det er den bedste idé vi har fået på turen, og sætter en stopper for legen halvvejs, men Johnny får kæmpet sig op på toppen.
Solen kommer langsomt til syne i diset. Hvilket syn. Det er virkelig smukt.
Vi sidder og nyder den spektakulære udsigt. Der er også nogle små biller der kravler rundt i sandet. Det er egentligt utroligt at der kan være liv her.
Da vi kommer ned igen, må vi lige vække beduinen, han får hurtigt pakket det hele sammen igen og lavet alle tæpperne om til en sadel, og så går turen tilbage igen.
Vi nyder eftermiddagen og får kigget lidt på alle de billeder vi har taget.
Om aftenen serverer de den lækreste tangine med oksekød, dadler, mandler og krydderier. Nøj hvor smager det bare godt. Det har bare stået og mumset sig sammen på grillen/ovnen den halve dag. Tangine er en lerskål med en tophat, hvor man kan lave sammenkogte retter i. Maden står så og simre i nogle timer og bliver virkelig smagfuldt.
Vi kører fra Merzouga og med retning mod Marrakesh. Der ligger Ouzoud vandfaldet.
Det er også på to do listen, men på vej dertil er vi så uheldige at ødelægge køleren.
Vi kommer kørende i lidt bakket landskab og når lige at tænke, det er da mærkeligt så varm motoren bliver. Godt nok er det en varm dag, men alligevel. Viseren ryger op i det røde felt og vi kører ind til siden.
Vi springer ud af bilen og får åbnet kølerhjælmen. En metalholder har vristet sig fri og er blevet slynget ind i køleren, som så er utæt. Midt ude i ingenmandsland.
Nå men vi må jo i gang med at få fikset problemet. Johnny får skilt det hele ad og taget køleren ud. Vi har heldigvis en model som kan repareres, og Johnny kender nogle gode bushtricks. Så vi er fortrøstningsfulde. Tiden går og solen går ned, så det bliver en reparation i lyset fra Sus´ mobil telefon, da lommelygten er midlertidigt bortgået.
Efter nogle timers arbejde, er det hele samlet og klar til at få fyldt vand på igen. Den er dog stadigvæk utæt, så vandet løber bare ud. Nå, men nu kender vi jo rutinen. Skille det hele ad igen, ud med køleren, og lappe og lime igen. Klokken er efterhånden 3 om natten og vi er godt trætte. Det er meget mørkt, da der ikke er lygtepæle eller noget. Så det er lidt skummelt når man kan høre at det pusler og man ikke kan se hvad det er.
Her er det så at vi får den geniale idé at vi tjekker om køleren er tæt, før vi montere den og samler det hele igen. Det er den heldigvis. Og vi er endelig klar til at køre videre midt om natten.
Vi skal have fundet et sted at sove, for nu er vi godt nok trætte. Længere fremme på vejen holder en bil på tværs, med katastrofeblinket tændt. Vi stopper og Johnny ruller vinduet ned og spørger om vi kan hjælpe med noget.
Arabisk er ikke vores spidskompetence, men det lyder ikke som om de siger ” nej hvor er det dejligt at se jer, kan i hjælpe os?” Det lyder mere som om de er skæve af stoffer og nok ikke har helt rent mel i posen. Med fornyet adrenalin i kroppen, kører vi hurtigt væk derfra. Det ser ud som om at de følger efter os, men vi skynder os ud på betalingsmotorvejen og holder ind på en rasteplads, hvor vi får en lille lur ved siden af lastbilerne.
Da vi vågner, må vi lige lægge en plan, for Sus skal med fly hjem fra Casablanca. Tør vi satse på at bilens køler holder, så vi kan nå ud til vandfaldet, eller skal vi køre til Casablanca så Sus kan komme med flyet hjem?