Marokko – nordafrikansk mystik, ørken, tørke, kameler, hede og en helt anden kultur end hvad vi ellers havde oplevet. Der må vi hen!!
Tidligere på året var vi en tur i Sydafrika. Safari, kultur, landskaber og dyreliv – det hele var der – vi blev i den grad begejstrede for Afrika.
Nu var det tid at søge eventyret på egen hånd og vi havde en større plan linet op. Johnny havde 5 ugers ferie og afspadsering, Sus havde de sædvanlige 3.
Hokus Pokus, så må der trylles.
Bilen pakkes og Johnny kører zig zak ned gennem Europa, hvor der nørdes med tekniske Museer og biludstillinger som nok primært er en mandeting.
Sus støder til i Toulouse i Sydfrankrig, farende direkte fra arbejdet og ombord på flyet.
Sammen kørte vi videre igennem Sydfrankrig, her finder vi tilfældigt en huleattraktion. Grotte de NiAux. Når man efter en længere tur i mørket står foran hulemalerier, der bedømmes til at være mellem 11.000 og 17.000 år gamle, så er det dybt imponerende. Endnu et tilfældigt fund på vores ture – som efterlod stærke minder.
Fuld gas gennem Spanien og videre til Gibraltar.
Myten siger at så længe der er aber på Gibraltarklippen, så er vil den forblive Britisk med Union Jack og det hele.
Vi måtte naturligvis op på klippen med svævebanen og se aberne. På vejen derop bliver vi advaret om ikke at tage poser med, de luskede aber tror at der er mad i. HAPS og så stjæler de posen og stikker af med alt hvad du ejer.
Så ingen poser.
Vi gik rundt, hyggede os og kiggede på aberne. Midt i det hele kommer et ungt tysk par. Pludselig er der en abe der hopper op på hans ryg og kæresten bryder ud i vildt grin. Den vil ikke hoppe ned og i stedet for at hjælpe den stakkels mand, begynder hun at filme ham og griner videre. Altid godt at vide at man kan regne med hjælp…
Vi gik ind i cafeteriet for at spise lidt frokost.
Lige som vi sidder stille og nyder frokosten, går døren op og ind løber en abe i fuld firspring. Folk skriger op og gemmer deres ting. Johnny er hurtig og får gemt kamera og solbriller væk.
Sus er nærmest i frossen tilstand og når lige at tænke ” hvad sker der” og vupti væk er sandwichen. En ansat spurter efter aben og får den verfet ud igen. Vi er ved at dø af grin og resten af cafeteriet griner med.
Med lettere røde kinder, prøvede Sus at falde i ét med tapetet.
Cafeteria personalet er rigtigt venlig og sørger for en ny sandwich uden beregning
Man kunne godt se at det ikke var første gang at aberne var på tyvetogt indenfor. En ansat blev promte bevæbnet med kost og bevogtede derefter døren.
Næste dag sejlede vi fra Gibraltar til Ceuta. Vi tænkte at det letteste var at ankomme på EU- delen af Afrika. Ceuta er en lille bitte spansk enklave i det nordlige Marokko. Som vi står der på dækket og ser Europa forsvinde bag os, letter en flok flyvefisk – en sjov overraskelse.
Temperaturen er betydelig højere på det Afrikanske kontinent, en overnatning på airconditioneret hotel er yderst tillokkende før vi vil prøve kræfter med Marokko.
Parkering er ofte en udfordring. Vi fandt en parkeringskælder, dog med begrænset frihøjde. Selv parkeringsvagten kom ud med bekymret mine og guidede os på plads. Der var max 1.5cm op til loftet og hans viden om gulvets skævheder og forhøjninger var guld værd.
Efter en storsvedene indcheckning på hotel, blev det tid at slappe lidt af med en god bøf og natlige fotos af den flotte by.